Hovedbestyrelsesmedlem og tidligere folketingsmedlem Merete Dea Larsen stiller op til formandsvalget i Dansk Folkeparti, fortæller hun i interview med Berlingske
Der bliver kampvalg, når Dansk Folkeparti skal vælge ny formand på et ekstraordinært årsmøde i Herning den 23. januar 2022.
For en uge siden meldte DFs næstformand Morten Messerschmidt sig officielt som kandidat til formandsposten, og nu melder endnu en kandidat officielt ud. Det er tidligere folketingsmedlem og nuværende hovedbestyrelsesmedlem Merete Dea Larsen, der i et interview i Berlingske fortæller, at hun har besluttet sig for at stille op.
“Jeg indrømmer, at jeg er gået lidt frem og tilbage. Skal jeg gøre det? Jeg ved jo også, at Morten står stærkt med mange trofaste støtter. Men jeg mener, at jeg skylder medlemmerne, at de får forskellige kandidater. Derfor har jeg truffet den her beslutning,” siger Merete Dea Larsen til Berlingske.
Skal samle partiet
43-årige Merete Dea Larsen, der har siddet i byrådet i Roskilde siden 2006 og netop er blevet genvalgt, ser det som en ny formands vigtigste opgave at samle partiet.
“Det er afgørende, at vi får samling – at alle gode kræfter arbejder sammen om et fælles mål. For så er jeg ret sikker på, at vi kan rejse os igen. Jeg har ikke siddet på Christiansborg det seneste lange stykke tid, og jeg tror, det er godt at få en person ind, som ikke har været en del af de åbenlyse uenigheder, der har været,” siger hun.
“Det er afgørende, at vi får samling – at alle gode kræfter arbejder sammen om et fælles mål”
Merete Dea Larsen til Berlingske
Kan samarbejde med Morten Messerschmidt
Merete Dea Larsen erklærer sig klar til at samarbejde med Morten Messerschmidt som næstformand, hvis hun skulle blive valgt som formand.
“Jeg kan sagtens samarbejde med Morten, og det har jeg også gjort rigtig fint hidtil. Jeg kan ikke se, hvorfor det her valg skulle ændre det – det kommer det i hvert fald ikke til fra min side,” siger hun.
Politisk lægger Merete Dea Larsen op til at fortsætte DFs nuværende linje.
“Jeg mener, vi har den rette politik, men at vi mangler at komme ud over stepperne med den, fordi konflikter i ledelseslaget har skygget,” siger Merete Dea Larsen.
Styr på kernevelfærden
Morten Messerschmidt stiller op i et makkerskab med DFs EU-parlamentariker Peter Kofod, og sammen har de opstillet en række principper, de vil arbejde for. Et af dem lyder, at der aldrig må herske tvivl om, at Dansk Folkeparti hører hjemme i blå blok, og at DF altid skal gå efter at komme i regering.
Merete Dea Larsen er enig i at definere DF som entydigt blå og at gå efter regeringsmagten. Hun er dog ikke enig med Messerschmidt og Kofod, når de erklærer, at de ser “pragmatisk” på skattepolitik og er åbne overfor en højere topskattegrænse.
“Jeg er alt andet end liberal, hvad det angår. Jeg er enig i, at topskatten i dag betales af folk, den ikke var tiltænkt, men jeg ser ikke skattelettelser for mig. Vi har rigtig mange andre ting, der mangler at komme styr på i kernevelfærden,” siger Merete Dea Larsen til Berlingske.
Merete Dea Larsen er uddannet farmakonom og mor til to sønner og en datter. Hun har været folketingskandidat siden 2011 og efter tre perioder som suppleant i Folketinget, blev hun valgt i perioden 2015-2019. På det seneste årsmøde blev Merete Dea Larsen valgt ind i Dansk Folkepartis hovedbestyrelse.
Interviewet i Berlingske kan læses her
Læs også:
Morten Messerschmidt og Peter Kofod melder ud: Vil være formand og næstformand for DF
Merete vil være borgmester i Roskilde: Der er brug for en helt ny retning