Landbrugsaftale: Blå aftryk sikrer tusindvis af job

0
1751
Klimaaftalen for landbruget blev præsenteret mandag aften på et pressemøde i Finansministeriet. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix 2021

Bred politisk klimaaftale for landbruget viser, at grøn omstilling og økonomisk vækst kan gå hånd i hånd, mener DFs landbrugsordfører

Det holdt hårdt og det var tæt på at gå galt, men til sidst lykkedes det mandag aften at lande en klimaaftale for landbruget, som næsten alle partier i Folketinget bakker op.

Dansk Folkeparti er med i aftalen, som blev præsenteret i Finansministeriet mandag aften. Her stod DFs landbrugsordfører Lise Bech og DF-formand Kristian Thulesen Dahl sammen med partiledere og landbrugs- og klimaordførere fra både rød og blå blok.

Få dage før lignede det ellers en ren rød aftale. Men da det lykkedes at få 3,9 milliarder kroner ind i aftalen som kompensation til landbrugets omstilling af produktionen i mere grøn og bæredygtig retning, gik de blå partier med, og det skal både landbruget og Danmark glæde sig over, mener Lise Bech.

”De røde partier ville bare på én gang flytte EU-støtten over til grøn produktion. Uden kompensation. Men gør man det, så lukker vi landbruget og sender arbejdspladser ud af landet. Derfor skal landbruget kompenseres, og det lykkedes heldigvis,” siger Lise Bech.

Landbruget skal selvfølgelig kompenseres, når produktionen skal omlægges, siger DFs landbrugsordfører Lise Bech. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix 2021

Ny teknologi vigtig del af aftale

Ifølge aftalen skal landbrugets CO2-udledning reduceres med op til 7,4 millioner ton CO2 frem mod 2030. Det svarer til, at der skal udledes 55-65 procent mindre CO2 fra landbruget i 2030 i forhold til 1990.

Det skal dels ske ved at udtage kulstofrige lavbundsjorde og mere skovrejsning, men også ved hjælp af nye og mindre klimabelastende produktionsmetoder, der i dag kun er på  forskningsstadiet.

Det drejer sig bl.a. om pyrolyse, der er en metode til at omdanne halm og anden biomasse til ’biokul’, der kan lagre CO2 i mange år. En metode, der ifølge forskere vil kunne reducere CO2-udledningen med flere millioner ton.

Det lykkedes også at få såkaldte “marine virkemidler” med i aftalen. Det er f.eks. muslingeproduktion, tangdyrkning, udplantning af ålegræs og iltnings af bundvand. Tiltag, der kan reducere landbrugets udledning af fosfor og kvælstof til havet.

”Aftalen viser, at grøn omstilling og økonomisk vækst ikke er hinandens modsætninger. I stedet for at løse klimaudfordringerne ved at give landbruget dårligere vilkår, så tror vi på, at forskning og nye teknologier vil vise vejen til et grønnere Danmark,” siger Lise Bech.

DFs fortmand Kristian Thulesen Dahl taler med Pia Olsen Dyhr fra SF og Mai Villadsen fra Enhedslisten. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix 2021

Regeringen ville have blå partier med

Den 15 sider lange aftale skal nu forvandles til konkret lovgivning, og det kan udløse nye politiske slagsmål. Alene derfor var det vigtigt for Dansk Folkeparti og de andre borgerlige partier at være med i aftalen.

”Det er vigtigt, at det blev en bred aftale, så vi er med ved bordet, når den skal udmøntes. Det er da også min klare fornemmelse, at regeringen hele tiden ønskede at få de borgerlige med. De er trods alt ansvarlige, så de ønskede ikke en ren rød aftale,” siger Lise Bech.

Hele ”Aftale om grøn omstilling af dansk landbrug” kan læses her