Kristian Thulesen Dahl slår til lyd for ”differentieret genåbning”

0
1224
Kristian Thulesen Dahl (DF) taler med pressen efter et partiledermøde om genåbning på Christiansborg i torsdags. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Dansk Folkepartis formand kalder det sund logik, hvis dele af Danmark kan åbne hurtigere end andre

17 kommuner har ikke haft et coronatilfælde i syv døgn og det har fået flere af kommunernes borgmestre til at foreslå, at genåbningen i disse kommuner går hurtigere end f.eks. hovedstaden. Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl er enig i, at genåbningen bør kunne foregå i forskellige tempi.

”Det er sund logik, at vi ikke holder Danmark mere lukket end nødvendigt. Det er jo ikke til gavn for nogen ét sted i landet, at man holder lukket et andet sted, bare for at vise solidaritet. Det skal være fordi det er sundhedsmæssigt nødvendigt,” siger Kristian Thulesen Dahl til TV2.

“Turistattraktioner i bil kan genåbne”

Flere sundhedseksperter har advaret mod genåbne restauranter og turistattraktioner i enkelte kommuner, fordi det kan tiltrække gæster fra kommuner, hvor der stadig er smittetilfælde. Kristian Thulesen Dahl er enig i, at man skal være varsom at genåbne cafeer og restauranter. Men indenfor oplevelsesindustrien giver det mening at tale om en differentieret genåbning, mener han.

”Vi har nogle zoologiske parker, hvor man kører rundt i sin egen bil og kigger på dyr, mens man i andre parker sætter bilen og går rundt. De steder, hvor man kører rundt i bil, kan man godt forestille sig kan åbne, selv om andre må holde lukket,” siger Kristian Thulesen Dahl til TV2.

”Vi mener, at man bør se mere differentieret på det. Hvis man kan lave nogle forhold det konkrete sted, som ikke giver den store fare for smittespredning, kan de vel godt åbne før de steder, hvor det er sværere ved at lave de samme tiltag,” fortsætter han.

”Vi mener, at man bør se mere differentieret på det”

Kristian Thulesen Dahl, DF-formand, til TV2

Se mere nuanceret på det

DF-formanden nævner også ældreplejen, hvor eksempelvis et plejecenter i et landdistrikt med åben land og luft omkring sig har bedre mulighed for at arrangere udebesøg end et plejecenter inde midt i byen. Tilsvarende er der forskel på butikscentre. En frisør i et mindre storcenter burde have mulighed for at åbne, selv om andre storcentre må holde lukket.

”Det her handler jo ikke om, at vi pludselig skal åbne halvdelen af Danmark i morgen. Det handler bare om, at vi kigger mere nuanceret på det, og åbner i nogle afgrænsede områder, hvor det er sundhedsmæssigt forsvarligt,” siger han.

SF: Ældste klasser i smittefri kommuner kan starte i skole

Også SFs formand Pia Olsen Dyhr går ind for en differentieret genåbning. Hun mener, at det eksempelvis burde være muligt at lade de ældste elever starte i skolen igen i de kommuner, hvor der ikke har været smittetilfælde i mere end en uge.