Kristian Thulesen Dahl advarer mod akutte politiske indgreb på boligmarkedet. I stedet opfordrer han til at kigge kritisk på fastkurspolitikken. Den er skyld i de lave renter, der giver voldsomme prisstigninger på boligmarkedet, siger han
Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl advarer mod akutte politiske indgreb i boligmarkedet for at bremse de voldsomme prisstigninger i bl.a. København. Forslag fra Nationalbanken om at skære i rentefradraget eller gøre det sværere at optage boliglån, vil ramme husejere i landdistrikterne og være ren symptombehandling, siger DF-formanden til Altinget. Istedet opfordrer Kristian Thulesen Dahl nu til at tage et kritisk kig på den fastkurspolitik, som Danmark har kørt i snart 40 år.
“Man bliver nødt til at diskutere, om ulemperne ved den pengepolitik, der bliver ført, er for store i forhold til gevinsterne. Den diskussion har man aldrig turdet tage,” siger Kristian Thulesen Dahl til Altinget.
Fastkurspolitikken indebærer, at den danske kronekurs fastholdes overfor euroen. Derfor følger Nationalbanken den lave rente fastsat af Den Europæiske Nationalbank. Konsekvensen er ekstremt lave renter, som gør det attraktivt at investere i boliger, hvorfor priserne stiger.
“Den bedste medicin over for de prisstigninger på boligmarkedet er jo ikke at lave indgreb over for boligejerne. Det bedste er at stoppe sygdommen. For prisstigningerne er et symptom på en økonomisk politik, der er kørt for længe i forhold til at presse renterne mere og mere ned,” siger Kristian Thulesen Dahl til Altinget.
Opgør med minusrenter
Hvis Nationalbanken får større frihed til at påvirke renteniveauet, vil det også få betydning for den aktuelle debat om minusrenter i bankerne.
“Når Simon Kollerup (erhvervsminister, red.) går til kamp mod bankernes minusrenter, så er det på en måde budbringeren af minusrenter, han går efter. Hvorfor har vi minusrenter? Det er jo, fordi Nationalbanken har fastsat det, fordi Den Europæiske Centralbank har fastsat det. Og det er jo for at holde kronekursen,” siger Kristian Thulesen Dahl.
Han understreger, at han ikke har lagt sig fast på, om der skal tages et opgør med fastkurspolitikken. Men diskussionen er nødvendig at tag, mener han.
“Jeg siger ikke, at nu tager vi det opgør. Jeg siger, at man bliver nødt til at diskutere, om de ulemper ved den politik, der bliver ført, er for store i forhold til gevinsterne. Så kan det godt være, man ender med at sige, at plusserne opvejer minusserne,” siger Kristian Thulesen Dahl til Altinget.
S-ordfører: Uansvarligt
Socialdemokratiets finansordfører, Christian Rabjerg Madsen, advarer mod at “eksperimentere med fastkurspolitikken”.
“Det vil være et forkert og meget risikofyldt eksperiment at kaste dansk økonomi ud i. Vi har haft 40 år med fastkurspolitikken, og det vil være decideret uansvarligt at kaste det over bord for at opnå en kortsigtet påvirkning af boligmarkedet,” siger Rabjerg Madsen til Altinget.