Af Jens Kirkegaard, arkitekt maa, DF i Helsingør og næstformand i stad & Egn i Helsingør
Lokalpolitisk, må vi turde erkende, at unge mennesker dannes i et lokalt- og nationalt fællesskab. Her opdager vi os selv og de andre. Hvor vi skal stifte bekendtskab med såvel “kærligheden, etikken og tilliden”. Alt det der er erfaringsbaseret, og langt væk fra dagens politiske ståsted. Hvor pressen dyrker krænkelseskulturen. Som forhindrer, at krigsveteranerne må vise dannebrog til en landskamp.
Tilsyneladende, har den politiske, sort-grønne venstrefløj, mistet sin kritiske sans til det åndelige og folkelige sammenhæng, som siden år 19 hundrede har været selve “pointen” Hvor drivkraften i det folkelige oplysningsarbejde er. Mangfoldigheden. Det særlige. Det enestående! Som det der var fælles, før nutidens akademiske svøbe “idenditetspolitikken”, med de tilknyttede politiske floskler, fik afsporet den danske kulturpolitik, uden et modsvar fra de traditionelle magt-partier og dermed også give skår i den lokale kultur- og skolepolitik.
Politisk kultur er oprindelig i danske tradition, folkeoplysning og foreningsfællesskab, i de forskellige lokale skole- og sognemiljøer. For at understøtte Morten Messerschmidt tese: om at vort samfund side 1535 er udviklet i sammenhæng med kristne værdier, Hvilket i praksis er afspejlet i de sidste 50 års sociale lovgivning, der med Kirkens ord siger, at selv om vi ikke er gode nok, er vi elskede alligevel.
Lokalpressen må begynde, at grave et spadestik dybere i sine reportager om lokalkulturen. For at trække på det der er tilbage, af tidligere tiders eftertænksom tværpolitiske kulturmiljøer. Før det hele gik af helvede til i en tilsyneladende – ligegyldighed, som tilfældet med Museerne i Helsingør på det lokale niveau. Som noget vi alle må se, at tage os sammen til at rekonstrukturere i Helsingør.
Derfor bliver en nutidig nyopfattelse af historien og lokalfællesskabet i Helsingør, mere og mere aktuel, at kunne revitalisere. Jo mere moderne og indviklet verden bliver, med truslen om fortsat muslimsk indvandring og globaliseringen i øvrigt. En fælles kulturpolitik, er det absolutte nødvendige modbillede, til den manglende integrering – den om sig gribende identitetspolitik og gruppevold. Og om hvem der er de gode og de onde.
