Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl var i sidste uge i Struer, Holstebro og Lemvig. Han holdt blandt andet et stort debatmøde i Struer, hvor frygten for ringere togforbindelser fra Midt- og Vestjylland var et af de store temaer
Møde med lokale partiformænd, åbent debatmøde, besøg hos Danmarks største fåreavler, besøg på Lemvig Gymnasium og besøg hos akutberedskabet i Lemvig.
Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl havde et tæt program, da han onsdag og torsdag var i Struer, Holstebro og Lemvig.
Meget af tiden brugte han på at lytte, og det var ikke mindst bekymringen for togforbindelserne til resten af landet, som Kristian Thulesen Dahl blev mødt med, da der onsdag aften var debatmøde med DF-formanden på Grand Hotel i Struer.
”Det sidste jeg har hørt er at vi skal skifte tog to gange, i Vejle og København, hvis vi skal til Københavns Lufthavn. Det synes jeg er noget bøvlet,” lød det fra Jens Madsen, DF-medlem fra Struer, og en af de cirka 150 deltagere i debatmødet, hvoraf langt de fleste var partimedlemmer.
”Jeg vil gerne spørge om vores lyntog. Hvad fanden, rent ud sagt, tror du vi tænker herovre, når vi oplever, at vi bliver nedprioriteret til fordel for flypassagererne fra Billund. Jeg har boet i Vejle, og der er udmærkede busforbindelser til Billund Lufthavn,” lød det fra anden, Dorthe Hesselager, DF-medlem fra Holstebro.
“Vi skal nok finde løsninger”
Afsættet er historier i bl.a. Jyllands-Posten om, at den planlagte 900 mio. kroner dyre togforbindelse fra Vejle til Billund Lufthavn, som Dansk Folkeparti fik med i den 112,7 mia. kr. store trafikaftale med regeringen, vil betyde, at der ”efter alt at dømme” ikke længere kan køre direkte tog fra midt- og Vestjylland til Fyn og Sjælland.
Kristian Thulesen Dahl mener imidlertid ikke, at det behøver at forringe togtrafikken til Midt og vestjylland, at Danmarks næststørste lufthavn får en togforbindelse.
”Det her er noget, der skal ske om 10 år. Det er jo ikke i morgen. Billund havde sidste år 3,5 millioner passagerer. Den forventes indenfor en kort årrække at nå op på 7 millioner passagerer. Det er i den sammenhæng, vi taler om banebetjening af Billund. Så er jeg med på, at der er nogle afledte konsekvenser, og det skal vi selvfølgelig have fundet nogle løsninger på. Men løsningen er ikke at sige, at så skal der ikke være nogen udvikling. Vi må godt have større ambitioner end det,” sagde Kristian Thulesen Dahl og gjorde opmærksom på, at nogle af de problemer, der har været fremme, ikke skyldes Billundbanen men handler om tempoet i elektrificeringen af forskellige togstrækninger i landet.
Vestdanmark må også stille krav
”Mange af de ting, der nævnes, kan vi løse, hvis vi vil, og det er også rimeligt, at vi i det her område stiller krav. I trafikplanen er der f.eks. sat 2,5 mia. kroner af til en ny station i lufthavnen i Kastrup – to en halv milliard kroner – det har vi pudsigt nok ikke rigtig diskuteret. Det ligger bare i planen, for ’selvfølgelig, det er jo Kastrup’. Det diskuterer vi ikke. Men hvis Danmarks næststørste lufthavn skal have en baneforbindelse til 900 millioner kroner, så bliver det et stort diskussionsemne,” sagde Kristian Thule Dahl.
Han opfordrede forsamlingen til at stille flere krav om udvikling i Vestdanmark. ”Somme tider er vi lidt for ydmyge,” mente han.
”Det er en lang tur at skulle tage til København for at tage ud og rejse. Hvis Billund vokser, vil man kunne flyve ud til mange flere destinationer fra Billund, tæt på hvor vi bor. Det synes jeg er et overset perspektiv. Når vi har en stor lufthavn midt i Jylland, kan vi udvikle den og lave nogle bedre forbindelser ud i verden. Og så skal vi selvfølgelig tage højde for de ting I nævner med antallet af togforbindelser osv.,” sagde Kristian Thulesen Dahl.
Kritisk på en konstruktiv måde
Efter mødet var DF-formanden glad for debatten:
”Jeg synes, at folk var engagerede på en meget konstruktiv måde. Det var ikke medløber-spørgsmål, det var kritiske spørgsmål, men kritiske på en måde, hvor man har interesse for at få et svar på tingene, og dermed bliver sådan en aften meget givtig,” sagde han til ditOverblik.
Der var en del spørgsmål om togsituationen. Synes du, at du har svar, der kan tilfredsstille og berolige folk i denne del af Danmark?
”Ja, det synes jeg. Jeg talte bagefter med nogen af dem, der stod for nogle af de mest kritiske spørgsmål, og de sagde, at de ville være godt tilfredse, hvis det jeg stillede dem i udsigt, rent faktisk kommer. Og så spørger de selvfølgelig ’jamen, kan vi så tro på at det bliver til noget’. Og der kan jeg kun sige, at det er vores agt, at det ender sådan, så giv os opbakningen til at gennemføre det”.
“Det var ikke medløber-spørgsmål, det var kritiske spørgsmål, men kritisk på en måde, hvor man har interesse for at få et svar på tingene”
Kristian Thulesen Dahl, formand, Dansk Folkeparti
Vigtigt at blive klogere
Kristian Thulesen sluttede turen af hos akutberedskabet i Lemvig, hvor han fik en beskrivelse af akutlægebilen, som Dansk Folkeparti pressede på for at få etableret, da det nye supersygehus blev placeret i Gødstrup i Herning. Forinden var han på Lemvig Gymnasium, hvor han fik beskrevet de problemer, som omprioriteringsbidraget og faldende elevtal giver på små gymnasier, og torsdagen startede med et besøg hos Storålam, Danmarks største producent af får, der jævnligt udsættes for ulveangreb.
Hvad bruger du sådan en tur til. Er det valgkamp?
”Nej, jeg tager på sådan nogle ture her hele tiden, og det gør jeg for at blive klogere. Jeg har jo levet mit liv mange år i politik, og hvis ikke jeg tog ud på sådan nogle ture her, skulle jeg læse mig til tingene i stedet, og der får man altså meget mere ud af at tale med dem, der arbejder med tingene i praksis”.
Læs også: Dansk Folkeparti vil have fjernet sparekrav til gymnasier
Ulve slog 25 af hans får ihjel på én nat: “Vi bliver nødt til at regulere ulvebestanden”