Indvandrerkvinder tager en uddannelse, gifter sig – og bliver hjemmegående

0
3296
Arkivfoto

Rapport fra Rockwoolfonden viser, at mange indvandrerkvinder, der gifter sig med en indvandrer, vælger at blive hjemmegående, selv om de har taget en uddannelse

Når kvinder med indvandrerbaggrund gifter sig med en førstegenerationsindvandrer, betyder det ofte et farvel til arbejdsmarkedet. Det viser en ny rapport fra Rockwoolfonden.

Ifølge rapporten er 80 procent af kvinderne i job eller i gang med en uddannelse kort før ægteskabet. Men efter fem års ægteskab er det kun 64 procent af kvinderne, der i job eller uddannelse.

Til sammenligning er 82 procent af de kvinder, som gifter sig med en mand med dansk oprindelse, i job eller beskæftigelse efter fem år.

Jyllands-Posten bragte søndag en større artikel om den nye rapport. Her konstaterer forskerne bag rapporten, at et ægteskab koster langt mere for ikkevestlige kvinder end for deres mænd:

”Når vi ser et dyk for kvinder, men ikke for mænd, tyder det på, at der er tale om kønsrollemønstre. I nogle oprindelseslande er der mere tradition for, at kvinder går hjemme, mens der er meget lidt tradition for det her i Norden,” siger Marie Louise Schultz-Nielsen, seniorforskeren bag rapporten, til Jyllands-Posten.

Uddannelse højner kvinders status

Men hvorfor tager kvinderne en uddannelse, hvis de alligevel vælger at gå hjemme, når de er blevet gift? Til Jyllands-Posten siger integrationseksperter, at en uddannelse kan gøre en kvinde mere attraktiv som ægteskabspartner, mens den for kvinden kan betyde, at hendes giftemål udskydes.

Roya Moore, der er folketings- og byrådskandidat for De Konservative i Odense og arbejder med integration, siger til Jyllands-Posten:

“I muslimske samfund er det accepteret, at kvinden får en uddannelse for sin personlige udvikling. Der er ikke et mål om, at uddannelsen skal bruges. Det er med til at højne familiens status. Det viser, at de (kvinderne, red.) bruger deres krudt fornuftigt, og at tiden ikke er gået med at gå i byen, more sig med mænd og alt muligt,” siger hun.

Skaarup: Et kæmpe ressourcespild

Dansk Folkeparti gruppeformand Peter Skaarup kalder det et kæmpe ressourcespild, at muslimske kvinder tager en uddannelse for derefter at vælge at gå hjemme:

”Udover det ekstreme spild af ressourcer skal de ofte efterfølgende forsørges samtidig med, at deres børn ofte ikke integreres. Derfor skal vi til at have hjemsendt indvandrere, der nægter at bidrage. Det her er ganske enkelt ikke bæredygtigt,” skriver Peter Skaarup på Twitter.