Hver tredje kommune bruger ikke repatriering

0
2367
Mange kommuner budgetterer slet ikke med repatriering.

Mange kommuner budgetterer slet ikke med repatriering af flygtninge og indvandrere, trods opfordringer fra Folketinget. Det skriver netmediet NB-Økonomi

Hver tredje kommune har i 2018 og 2019 ikke sat penge af på budgettet til repatriering, dvs. hjælp til at flygtninge og indvandrere kan flytte tilbage til deres hjemland. Det viser tal fra Udlændinge-og Integrationsministeriet, som netmediet NB-Økonomi har gennemgået. Tallene viser også, at de samme kommuner maksimalt har haft to repatrieringer i 2018.

Kommunernes manglende repatrieringer står i skærende kontrast til, at folketinget de seneste år har øget presset på kommunerne for at få flygtninge til at rejse hjem.

Dansk Folkepartis kommunalordfører Susanne Eilersen er stærkt utilfreds med situationen:

“Det er bare ikke i orden. Når vi vedtager noget på Christiansborg, skal vi også kunne se effekten ude i kommunerne. Jeg håber, at det er et udslag af, at det blev vedtaget sidste år, og at kommunerne ikke har fået det indarbejdet endnu,” siger Susanne Eilersen til NB-Økonomi.

DF-ordføreren konstaterer, at kommunerne har været glade for de ekstra penge, som de har fået til at kunne håndtere den øgede flygtningestrøm siden 2015:

”Så er det klart, at når vi laver en strategi på Christiansborg, der skal gøre, at folk kan rejse hjem igen, og dermed mindske udgifterne til flygtninge, så forventer vi jo også, at kommunerne arbejder med på den vis. I modsat fald ville det kunne påvirke fremtidige tilskud,” siger Susanne Eilersen til NB-Økonomi.

I alt blev 360 indvandrere og flygtninge repatrieret i 2018, hvilket svarer til niveauet de foregående fem år. Men det er markant under under niveauet i 2011, hvor antallet af repatrieringer satte rekord.

Illustration fra nb-okonomi.eu