Hver fjerde på kontanthjælp i over 10 år er ikke-vestlig kvinde

0
2181
Arkivfoto

Ikke-vestlige kvinder sidder tungt på kontanthjælpen i Danmark. Ud af 10281 personer, der har været på kontanthjælp i mere end 10 år, er de 2559 ikke-vestlige kvinder

De udgør fem procent af befolkningen, men ikke-vestlige kvinder udgør hele 25 procent af alle, der har været på kontanthjælp i mere end 10 år. Det viser en ny opgørelse fra Beskæftigelsesministeriet.

I alt har 10281 personer været uafbrudt på kontanthjælp i mere end 10 år. Af disse er 2559 kvinder fra ikke-vestlige lande. 2041 af dem er fra de 24 såkalt MENAPT-lande. Det er lande i Mellemøsten og Nordafrika.

Til sammenligning har 3293 kvinder af dansk oprindelse været på kontanthjælp i mere end 10 år.

Mænd med ikke-vestlig baggrund fylder også også en del i statistikken over langtids-kontanthjælpsmodtagere. 1047 er mænd med ikke-vestlig baggrund, af disse er 799 fra MENAPT-landene.

Kilde: Beskæftigelsesministeriet

Mænd forsøger at undgå, at konen kommer i job

ditOverblik har tidligere skrevet, at København er den kommune, hvor ikke-vestlige indvandrere sidder tungest på kontanthjælpenen. I maj 2020 viste en opgørelse fra kommunen, at 4345 personer med ikke-vestlig baggrund havde været på kontanthjælp mv. i kortere eller længere tid i København. Det svarer til 26 procent af alle københavnske kontanthjælpsmodtagere.

Det er også kommet frem, at ansatte på de københavnske jobcentre oplever, at manden eller familiemedlemmer til ikke-vestlige kvinder forsøger at forhindre, at kvinden sendes ud i job. En rapport om social kontrol viste, at 70 procent af 388 adspurgte jobcentermedarbejdere har oplevet, at en ægtefælle eller en anden slægtning har presset på for at komme med til samtaler. Her har de forsøgt at blande sig i kvindernes forløb, og flertallet svarer, at social kontrol og traditionelle kønsopfattelser spænder ben for, at kvinder med ikke-vestlig baggrund kommer i job.

DF: Skal gå alene på jobcentret

Oplysningerne fik Dansk Folkeparti til at foreslå, at det er en betingelse for at få kontanthjælp, at kvinden møder alene op til samtaler på jobcentret.

“Det er et gigantisk problem, at indvandrerkvinder forhindres i at komme ud på arbejdsmarkedet af deres ægtemænd. Derfor må vi ændre loven, så man kun kan møde op hos en sagsbehandler alene, ellers ryger støtten,” sagde DFs gruppeformand Peter Skaarup.