Hvad koster Lynetteholmen? Skibby kræver svar fra minister

0
2425
Transportminister Benny Engelbrecht, København overborgmester Sophie Hæstorp Andersen og adm. direktør for By & Havn Anne Skovbro tog i sidste uge første spadestik til Lynetteholm på Refshaleøen i København. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Dansk Folkepartis transportordfører Hans Kristian Skibby undrer sig over de svar, som transportminister Benny Engelbrecht har givet om den kunstige ø Lynetteholm. Skibby har spurgt til den samlede økonomi i projektet men får kun svar om etape 1

Selv om Dansk Folkeparti er tilhænger af den kunstige ø Lynetteholm i København, savner DFs transportordfører Hans Kristian Skibby svar på en stribe spørgsmål om det enorme projekt, der går ud på at stormflodssikre København ved at anlægge en
2,8 kvadratkilometer halvø med 20.000 nye boliger.

Hans Kristian Skibby fik i sidste uge skriftlige svar på ikke færre end 13 spørgsmål om Lynetteholm fra transportminister Benny Engelbrecht (S). Men svarene gled behændigt uden om det vigtigste spørgsmål, nemlig hvad den samlede pris anslås at blive. Derfor fortsætter Hans Kristian Skibby med at kræve svar, siger han.

”Jeg har spurgt til det samlede regnskab for alle tre etaper, dvs. også den del, der omfatter forbindelsesvejen og metrolinjen ud til Lynetteholmen. Men ministeren vælger kun at komme med svar om økonomien i etape 1, og det er jeg ikke tilfreds med,” siger Hans Kristian Skibby til ditOverblik.

Lynetteholm skal først stå helt færdig i 2070, men anlægsarbejdsarbejdet er nu gået i gang. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Kan ende som underskudsforretning

Dansk Folkeparti stemte i foråret 2021 ja til anlægsloven for Lynetteholmens etape 1. Det samme gjorde Folketingets øvrige partier, undtagen Enhedslisten, Nye Borgerlige, Alternativet og en række løsgængere. Siden er det kommet frem, at der er stor usikkerhed om økonomien i det samlede projekt. En hemmeligstemplet rapport, udarbejdet af revisions- og konsulentfirmaet E&Y, opererer med meget stor usikkerhed om indtægterne.

Folketinget har kun set en censureret udgave af rapporten – og først efter at transportminister Benny Engelbrecht var blevet kritiseret skarpt for at hemmeligholde rapporten. Det skete få dage inde anlægsloven blev vedtaget.

Men B.T. har fået fat i den ucensurerede udgave af rapporten, og i den fremgår det, at E&Y anslår indtægterne ved salg af grunde og/eller færdigbyggede ejendomme til alt mellem 8 og 39,8 milliarder kroner, dvs. et spænd på mere end 31 milliarder kroner. Det skyldes, at projektet løber helt frem til 2070, og at det er meget svært at spå om boligpriserne 50 år frem i tiden.

Hvis indtægterne bliver i den lave ende, bliver Lynetteholm en underskudsforretning, og så ender regningen hos skatteyderne.

Hans Kristian Skibby, erhvervs- og transportordfører for Dansk Folkeparti. Foto: Steen Brogaard

Tilhænger, men kritisk…

Dertil kommer konsekvenserne for de andre kystkommuner på Sjælland, eksempelvis Køge. Anlægsarbejdet er netop gået i gang, og som en del arbejdet skal der graves cirka to millioner kubikmeter havbundmateriale op fra Københavns Havn, som skal dumpes i Køge Bugt. Den del af planen har Køges socialdemokratiske borgmester Marie Stærke protesteret kraftigt over.

”Vi har stemt for første etape 1 af Lynetteholm, fordi vi mener projektet har et stort udviklingspotentiale, der kan gavne udviklingen i København. Men jeg undrer mig over, at vi ikke fik oplysningerne om den samlede økonomi, da anlægsloven for etape 1 skulle behandles i Folketinget, og det bekymrer mig, at der er så stor usikkerhed om økonomien. Det kan jo ende med et kæmpe underskud, hvis indtægterne kun bliver på 8 milliarder kroner,” siger Hans Kristian Skibby.

Kan det ende med, at Dansk Folkeparti trækker sin støtte til projektet?

”Det tror jeg ikke, men jeg savner nogle svar, og jeg også bekymret for, hvad projektet kan få af betydning for andre kommuner. Så man kan sige, at jeg lige nu er positiv-kritisk i forhold til projektet,” siger DFs transportpordfører.