Huawei: Europæerne bøjer sig for kineserne

0
1236
Huawei skal stå for en del af det britiske 5G-netværk. Foto: Justin TALLIS / AFP

EU-kommissionen åbner døren for den kinesiske telefongigant Huawei. Briterne vil købe 5G udstyr af dem og tyskerne overvejer det kraftigt. Prisen er en dyb krise med USA.

Den amerikanske udenrigsminister Mike Pompei tøvede ikke længe, da han i denne uge hørte, at briterne vil tillade kineserne at byde på dele af det kommende 5G netværk. Han satte sig i flyveren mod London og havde med det samme booket flere møder med sin britiske kollega Dominic Raab. Om bord i flyveren sagde han til de medrejsende journalister, at hvis briterne ikke holder sig fra at vælge kinesisk teknologi, så udgør det et ægte sikkerhedsproblem.

I klartekst betyder det, at amerikanere vil forsøge at undgå, at vigtige informationer er tilgængelige på de netværk, hvor kineserne kan lytte med. Videre kan det betyde, at amerikanerne nedgraderer samarbejdet med briterne i alle efterretningsforhold. I dag har briterne den bedste adgang til amerikansk viden gennem netværket Five Eyes, der udover UK og USA omfatter Canada, Australien og New Zealand.

At åbne døren for Huawei var i sidste ende den britiske premierminister Boris Johnsons afgørelse. Han har forsvaret valget af Huawei med, at briterne naturligvis skal have adgang til den bedste teknologi på markedet. Her har Huawei en klar fordel, da ingen britiske selskaber kan matche deres teknologi.

I dag kom EU-kommissionen med en længe ventet afgørelse i forhold til Huawei. Man har tidligere i en vurdering af Huawei gjort det klart, at kinesernes kontrol over de vigtigste dele af kommunikationsnetværk kan udgøre en sikkerhedsrisiko. I dagens afgørelse undgår man at nævne Huawei ved navn, men understreger, at EU-landene skal være meget klare i deres krav til leverandører og hvis en leverandør vurderes at udgøre at udgøre en sikkerhedsrisiko, så skal de mødes med ekstra restriktioner.

EU-kommissær Margrethe Vestager orientere på et pressemøde om EU’s 5G-planer. Foto: REUTERS/Yves Herman

Teknologisk førende

Der er to grunde til den europæiske eftergivenhed. Kineserne er heller ikke her i denne sammenhæng blege for at true lande, hvis de af den ene eller anden grund vil undgå at lade kineserne få adgang til deres kommunikationsnetværk. Samtidig bruger Huawei mere på forskning og udvikling end deres konkurrenter.

Truslerne er ofte ganske direkte. Kineserne har sagt til den tyske regering, at den store tyske bileksport bliver vanskeligere, hvis Berlin vil holde kineserne ude af 5G netværket. Tilsvarende kan briterne heller ikke tillade sig en konflikt med Kina netop nu hvor landet er på vej ud af EU.