Vestas og LEGO har fået millioner fra EU’s strukturfonde til at åbne fabrikker i andre EU-lande. Siden har selskaberne lukket fabrikker i Danmark. ”Strukturfondene bør afskaffes,” mener Dansk Folkepartis EU-ordfører Kenneth Kristensen Berth
Vindmøllegiganten Vestas fik i 2005 over 90 millioner kroner fra EU’s strukturfonde til at starte fabrikker og uddanne medarbejdere i Spanien. Men to år efter, at produktionen af møllevinger var startet op på den nye spanske fabrik, lukkede Vestas sin produktion af præcis samme typer møllevinger i Nakskov. 430 Vestas-ansatte mistede jobbet.
Sagen er en af flere, som 3Fs Fagbladet har gravet frem. LEGO har også fået EU-støtte til at åbne et pakkeri i Ungarn, hvorefter et pakkeri blev lukket ned i Danmark.
Støtte må ikke gå til virksomhedsflytninger, men…
EU-støtten må ikke gå til virksomhedsflytninger, men til uddannelse af medarbejdere i det nye områder, og begge virksomheder afviser overfor Fagbladet, at de har gjort noget ulovligt. Ifølge Vestas kom lukningen i Danmark som følge af finanskrisen – ikke på grund af åbningen af den nye spanske fabrik.
Søren Riishøj, lektor på SDU, mener dog ifølge fagbladet, at strukturfondene bør afskaffes, og samme syn har Dansk Folkepartis EU-ordfører Kenneth Kristensen Berth. Han har stillet flere spørgsmål til udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) om sagerne.
Udenrigsministeren har i sine svar peget på, at reglerne for regional statsstøtte blev strammet om i 2014. Kommissionen kan nu erklære støtten uforenelig med det indre marked, hvis det viser sig, at der er en sammenhæng mellem flytning af en virksomhed og EU-støtte.
”Det er et skridt i den rigtige retning, men det er meget svært at sikre sig, at pengene ikke på en eller anden måde går til flytningen. Problemet er, at der ikke er total gennemsigtighed i forhold til, hvad strukturfondsmidler bliver brugt til. Man kan jo ikke de facto kontrollere, at en virksomhed ikke to år senere lukker sin fabrik i hjemlandet,” siger Kenneth Kristensen Berth.
Læs Fagbladet 3F: FYRER I DANMARK: VESTAS OG LEGO FÅR MILLIONSTØTTE…
Ekspert: Tiden er løbet fra strukturfondene
Støtten fra EU-strukturfondene går i stort omfang til lande i det tidligere Østeuropa, som nyder godt af EU’s indre marked, fordi de producerer billigere varer end i Vesteuropa. Derfor er tiden løbet fra strukturfondene, mener Søren Riishøj, ekspert i EU-støtte.
”For år siden gav det god mening, at en række fattigere EU-lande skulle løftes med særlige fondsmidler. Men i dag kan langt de fleste lande, som modtager støttekroner, godt klare sig selv,” siger han til Fagbladet.
Kenneth Kristensen Berth håber at strukturfondene bliver kraftigt reduceret i det kommende EU-budeget:
”Regeringen har sagt, at man i forbindelse med det kommende budget for EU vil forsøge at få strukturfondene i spil. Det vil vi holde dem op på. Vi kommer nok ikke helt af strukturfondene, men de skal mindskes,” siger han.