Første tegn på at svensk økonomi klarer sig bedre

0
1986
Sundspromenaden i Malmø i mandags. Trods coronakrisen ser huspriserne i bl.a. Malmø ud til at holde skansen. Foto: 50090 Johan Nilsson/TT/Ritzau Scanpix

Påsken var en gang ejendomsmæglernes helt egen højtid. Nu kan man herhjemme se faldende huspriser, mens priserne i Sverige faktisk stiger eller holder skansen

Der vil gå måneder eller måske år, før vi ved om den svenske tilgang til corona virus vil koste flere eller færre menneskeliv end den danske. Men mens den danske regerings panik har kostet dyrt økonomisk, tyder en del på, at den svenske økonomi klarer sig bedre. Særligt på ejendomsmarkedet, der både reflekterer folks tiltro til fremtiden og udgør en afgørende del af deres opsparing, er der klare forskelle

De svenske ejendomsmæglere har i dag offentliggjort deres oversigt over den senest udvikling for svenske ejerboliger. Den viser, at ejerlejligheder (på svensk bostadsrätter) holder priserne, mens priserne på det, ejendomsmæglere kalder villaer, er steget med en procent den seneste måned. Samlet er svenske boliger blevet seks til syv procent mere værd på et år.

Det er måske interessant, at stigninger er størst ikke bare i hovedstaden, men også i Malmø overfor København. Begge steder så en stigning – ikke bare på huse – men også på ejerlejligheder i den forløbne måned. Forskellene til danske priser er endnu mere markante, hvis man medregner, at de svenske ejendomspriser historisk har vist større udsving, fordi huskøb typisk er finansierede med banklån i stedet for realkreditlån.

Fald fortsætter

De tilsvarende danske tal viser et fald på to procent alene i de sidste to uger af marts. Her er det boligsiden.dk, der ser på mæglernes egne tal og vurderer udviklingen i priserne. Efter en pæn start på marts, vendte det hele, da landet med statsminister Mette Frederiksens ord lukkede ned.

Det fik mange boligejere til at udskyde et salg, men det var ikke nok til at afbøde den faldende tillid hos boligkøberne. Det er vurderingen hos boligsidens økonom Birgit Daetz, der bemærker at sælgerne typisk har givet 10.000 ekstra i afslag i de seneste uger. I hendes øjne er det at færre udbyder boliger også med til at fjerne købernes tillid.

Hendes økonomkollegers vurderinger afspejler i en vis grad, hvor de arbejder. Hos Realkredit Danmark er pessimismen stadig behersket og anbefalingen er fortsat at købe en bolig, hvis det ellers passer ind i ens planer. Bankernes økonomer er mere bekymrede.

Arbejdernes Landsbank forventede så sent som den 28. februar, at ejendomspriserne samlet ville stige med yderligere tre procent i år efter en stigning på omkring fem procent året inden. I dag måtte deres cheføkonom Jeppe Jul Borre erkende, at der går den anden vej. De to procents fald forventer han vil vokse til et noget højere tal i løbet af sommeren.

Kilder: boligsiden.dk, maklarstatistik.se, al-bank.dk, Radio 4.