DF ønsker retningslinjer fra myndighederne inden nye demonstrationer holdes
En ny måling foretaget af Voxmeter for Ritzau viser, at over 60 procent af danskerne mener, at forsamlingsforbuddet på 50 personer også skal omfatte arrangementer med et politisk formål og dermed også gælde for demonstrationer. 1073 har svaret i perioden 11. juni til 15. juni.
Målingen kommer i kølvandet på Black Lives Matters meget omtalt antiracistiske demonstration i København den 7. juni, hvor flere end 15.000 mennesker var samlet.
Demonstrationer kan godt være omfattet af forsamlingsforbuddet, trods Grundloven, hvis man spørger Jørgen Albæk Jensen, juraprofessor ved Aarhus Universitet.
“De tre frihedsrettigheder – paragraf 77, 78 og 79 (grondlovens bestemmelser om retten til at tale frit, danne foreninger og forsamle sig, red.) – bygger på, at de kan reguleres ved lov,” siger Jørgen Albæk Jensen til Ritzau.
Dansk Folkepartis sundhedsordfører Liselott Blixt mener, at sundhedsminister Magnus Heunicke (S) og myndigheder som Sundhedsstyrelsen bør udfærdige retningslinjer inden nye demonstrationer sættes i gang.
“Man burde have gjort det allerede før den store demonstration, og ellers burde man have gjort det dagen efter,” siger hun til Ritzau.