EU-told skulle stoppe kinesisk dumping – nu oversvømmes EU af kinesiske vindmølletårne

0
2372
Peter Kofod, Dansk Folkepartis medlem af Europa-Parlamentet, besøgte forleden den danske producenter af vindmølletårne, Valmont i Hjortkærd. Valmont og andre europæiske producenter skal konkurrere med kinesiske vindmølletårne til kunstigt lave priser.

Europæiske producenter af vindmølletårne er under voldsomt pres fra kinesiske producenter, der sælger tårne i EU til kunstigt lave priser. DFs EU-parlamentariker Peter Kofod vil have EU til at kæmpe kampen mod kinesisk dumping sammen med USA

Dansk Folkepartis EU-parlamentsmedlem Peter Kofod advarer om, at Kina er godt i gang med at overtage vigtig industriproduktion fra EU-landene på grund af en skæv og naiv EU-told på kinesisk stål.

EU-Kommissionen indførte i 2016 en antidumping- og antisubsidie-told på uforarbejdet stål fra Kina, fordi de kinesiske producenter fik massiv støtte fra den kinesiske stat. Men tolden blev kun pålagt uforarbejdet stål, ikke færdigproducerede komponenter.

Konsekvensen er, at kinesiske vindmølletårne nu oversvømmer det europæiske marked. Flere europæiske producenter har måttet dreje nøglen de seneste år, fordi de ikke har kunnet konkurrere med kinesiske vindmølletårne, der produceres til kunstigt lave priser. Flere rapporter har dokumenteret, at kinesiske producenter kan få støtte fra op til 50 forskellige støtteprogrammer fra den kinesiske stat.

Peter Kofod besøgte forleden den sønderjyske producent af vindmølletårne, Valmont SM i Hjordkær. Valmont, der har knap 600 ansatte på fabrikken i Hjordkær, har sammen med andre europæiske producenter af vindmøllekomponenter klaget til EU-Kommissionen over den unfair konkurrence fra Kina.

”De ulige konkurrencevilkår er en alvorlig trussel mod os producenter i Danmark og i det øvrige EU. Vi kan ikke ændre dette ved egen kraft, men har brug for politisk forståelse og opbakning,” forklarede Valmont for nylig til netmediet sydnyt.dk.

Peter Kofod ved et af Valmonts vindmølletårne.

Dumper priserne

Peter Kofod forstår Valmont og de øvrige europæiske producenters frustration:

”Jeg er en stor tilhænger af frihandel, men så skal det foregå på lige vilkår, og det gør det ikke. Vi ser nogle meget store kinesiske virksomheder, som med staten i ryggen dumper priserne og presser de europæiske producenter. Det koster ikke bare europæiske arbejdspladser. Det heller ikke godt for klimaet, når vindmøller produceres i Kina, hvor det sker under langt mere CO2-belastende forhold,” siger Peter Kofod.

DF-parlamentarikeren ser sagen med vindmølletårnene som en del af et meget større problem.

”Det her er kanariefuglen i kulminen. Det er en advarsel om, at kineserne vil komme til at presse os på rigtig mange områder. For Kina vil gerne spille en større rolle globalt, økonomisk, kulturelt, politisk og militær. Kina er en supermagt, der er i gang med at vågne, og mange europæiske producenter vil blive presset, hvis ikke vi gør noget,” siger Peter Kofod.

”Det her er kanariefuglen i kulminen. Det er en advarsel om, at kineserne vil komme til at presse os på rigtig mange områder”

Peter Kofod (DF), medlem af Europa-Parlamentet

Skal kæmpe kampen med USA

Han vil nu diskutere sagen med sin gruppe i Europa-Parlamentet og de øvrige danske EU-parlamentarikere, bl.a. socialdemokratien Christel Schaldemose, der også har besøgt Valmont. Peter Kofod mener, at der er brug for at skærpe kursen overfor kineserne.

”Der er behov for, at EU melder sig mere ind i handelskrigen med Kina, end de har gjort. Det her er ikke en kamp, amerikanerne skal kæmpe alene. Vi har en fælles interesse med USA i at sikre, at det ikke bliver Kina, der kommer til at diktere, hvordan verden skal se ud. Vi skal sammen med amerikanerne sørge for, at de demokratiske kræfter fortsat har en stærk stemme globalt,” siger Peter Kofod.