Det trækker op til et nederlag til Danmark ved EU-domstolen i sag om tyrkiske familiesammenføringer. Martin Henriksen (DF) vil have regeringen til at forklare, hvad den har af planer, hvis Danmark taber sagen, som kan åbne op for at 7-8000 afslag på familiesammenføring skal behandles igen
Hvad vil regeringen gøre, hvis Danmark taber en sag om familiesammenføring ved EU-domstolen? Sagen kan betyde, at flere tusinde sager, hvor tyrkere har fået afslag på familiesammenføring, skal gå om.
Det vil Dansk Folkepartis udlændingeordfører Martin Henriksen have udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) til at svare på i Folketinget på onsdag.
EU-domstolen kommer først med en afgørelse i løbet af et par måneder. Men i sidste uge kom EU’s generaladvokat med en indstilling til afgørelsen. Han lægger op til, at Danmark bør tabe sagen. Generaladvokaten skriver i sin vurdering, at det danske tilknytningskrav, som i 15 år har været brugt til at afvise at give ca. 8000 tyrkiske statsborgere familiesammenføring, er i strid med EU’s retspraksis.
Hvad mener ministeren?
Sagen ved EU-domstolen handler kun om et enkelt dansk-tyrkisk par, der i 2010 fik afslag på familiesammenføring. Men hvis ægteparret får medhold, vil tusindvis af andre par kunne få genoptaget deres sager. Advokatfirmaet Njord Law, der fører sagen for det tyrkiske par, repræsenterer allerede flere andre dansk-tyrkiske familier, som også har fået afslag.
På den baggrund har Martin Henriksen stillet følgende §20-spørgsmål til udlændinge- og integrationsministeren på onsdag:
”Hvad er ministerens og regeringens holdning til EU-Domstolens generaladvokat, der har ytret sig kritisk om de danske familiesammenføringsregler i forhold til tyrkiske statsborgere, og har regeringen en plan, hvis EU-Domstolens vurdering ender med at gå imod Danmark?”.
Inger Støjberg har været i flere samråd om sagen i udlændinge- og integrationsudvalget, men hun har hidtil afvist at svare på, hvad regeringen vil gøre, hvis den taber. Det gjorde hun også i sidste uge over Jyllands-Posten:
”Regeringen deler selvsagt ikke generaladvokatens vurdering. Det er vigtigt at holde sig for øje, at generaladvokatens forslag til afgørelse ikke er bindende. Vi afventer derfor EU-domstolens afgørelse af sagen, inden vi begynder at spekulere i eventuelle konsekvenser,” skrev hun i en mail til avisen.
“Vi afventer EU-domstolens afgørelse af sagen, inden vi begynder at spekulere i eventuelle konsekvenser”
Inger Støjberg (V), udlændinge- og integrationsminister
Associeringsaftale med Tyrkiet
At tilknytningskravet kan være i strid med EU-retten, skyldes at Tyrkiet siden 1963 har haft en associeringsaftale med EU. Ifølge aftalen må EU-landene ikke indføre begrænsninger i forhold til beskæftigelse for tyrkiske statsborgere, der har arbejds- og opholdstilladelse i et EU-land, samt for deres familier.
Danmark har argumenteret med, at tilknytningskravet, der blev fjernet i 2017, har været nødvendigt for at sikre en vellykket integration. Det blev indført, fordi mange tyrkere valgte at gifte sig med en person fra oprindelseslandet. Men det argument køber generaladvokaten ikke. Ifølge flere avisers omtale mener han, at ”det danske tilknytningskrav er temmelig irrelevant for spørgsmålet om vellykket integration”.
“Vejsidebombe i udlændingepolitikken”
Socialdemokratiets udlændingeordfører Mattias Tesfay kalder i Politiken sagen for “en potentiel vejsidebombe i dansk udlændingepolitik”. Han opfordrer Inger Støjberg til at “rydde hele sit skrivebord”, så hun kan have fuld fokus på sagen.
Dansk Folkepartis Martin Henriksen er også stærkt bekymret.
”Der er mere og mere, der peger i retning af, at sagen vil gå Danmark imod og det vil virkelig være skidt. Det tager lang tid at opnå et vist niveau af udlændingestramninger og Dansk Folkeparti har arbejdet mange år for at få de andre partier med på opstramningerne. Så synes jeg, det er demokratisk betænkeligt, at der kan komme et internationalt organ og ændre vores regler, så det hele kan være tabt på gulvet. Jeg tror, de fleste danskere har det sådan, at det bør være Folketinget, der bestemmer, hvem vi skal lukke ind i landet. Ikke en eller anden jurist i EU-systemet,” siger Martin Henriksen.
“Jeg tror, de fleste danskere har det sådan, at det bør være Folketinget, der bestemmer, hvem vi skal lukke ind i landet. Ikke en eller anden jurist i EU-systemet”
Martin Henriksen, udlændingeordfører (DF)