Dronningemord hos tyske socialdemokrater

0
1386
Det afgående SPD-leder Andrea Nahle møder pressen. Foto: Tobias SCHWARZ / AFP

Kun godt et år fik Andrea Nahles som leder af de tyske socialdemokrater, før hun blev væltet. Hendes afgang truer den tyske regering

SPD-leder Andrea Nahles får i høj grad skylden for et dårligt valg til EU-parlamentet, hvor socialdemokraterne fik det dårligste valg siden kejsertiden. SPD er nu for første gang et andenrangs-parti, der ikke bare tabte til kansler Angela Merkels kristendemokrater – men også til et parti som De Grønne. Selv det indvandringskritiske AfD, der blandt tyske socialdemokrater gælder som alt andet end stuerent, klarede sig tilnærmelsesvis godt sammenlignet med SPD.

I timevis måtte Andrea Nahles høre på kritik fra de andre socialdemokrater i Forbundsdagen og inden weekenden tabte hun en vejledende afstemning om sit lederskab. Alligevel overraskede hun sin politiske venner – og fjender – med sin hurtige afgang. Nahles gælder som en hårdtarbejdende politiker, der måske ikke er så spændende, men som ikke giver op.

Indtil nu. Hendes afgang rammer SPD, der ikke har nogen oplagt kandidat på plads. I første omgang overtager hele tre socialdemokrater ledelsen af partiet, men de er ikke særligt kendte udenfor deres hjemstater, hvor de leder deres partiforeninger.

Merkel i fare

Nedturen for Nahles vil fremskynde afgangen for Tysklands mægtige kansler, Angela Merkel. Hun har længe tøvet ved landgangsbroen og vil ikke rigtig aflevere roret og magten til sin efterfølger, Annegret Kramp-Karrenbauer. Kramp-Karrenbauer er nok er blevet formand for kristendemokraterne i CDU, men kanslerposten holder Merkel fast i, og dermed kan hun næppe komme i førerposition før næste valg.

Begge de to ledere af CDU synes at være blevet taget på sengen af Nahles. Deres første reaktioner virkede halvhjertede og de skyndte sig at forsvare den såkaldte store koalition mellem dem og socialdemokraterne. Men med socialdemokraterne i frit fald, er regeringens dage talte.

Typisk kvindeligt

Den store tyske boulevardavis Bild skriver om Andrea Nahles’ afgang, at den er ’typisk kvindelig’ og mener det faktisk positivt. Avisen fremhæver, at kvindelige topledere ofte personligt prioriterer anderledes og bedre end deres mandlige kolleger. I avisens analysen vil de for eksempel hellere opgive en kamp end opleve et bittert og måske unødvendigt nederlag.

Måske er det tilsvarende typisk mandigt, at ingen af dem, der har gjort hendes liv surt, står frem. Næsten hele resten af ledelsen af SPD er mænd, og mange har både offentligt og i mindre forsamlinger bagtalt deres formand. Ingen har taget et medansvar for valgnederlaget og for at SPD i tyskernes øjne efterhånden ikke rigtig er kendt for noget som helst.

Eneste positive forslag kommer fra bladet Spiegel, der står socialdemokraterne ganske nært. Her foreslår bladet, at Nahles får en skydeskive i afskedsgave – med færdigmonteret billede af hendes forgænger Sigmar Gabriel. Han har heller ikke mandshjerte til at være ved sin indædte modstand mod Nahles, men til gengæld har journalisterne i Berlin igen og igen hørt ham kritisere hende i grove vendinger.