Bekæmpelse af klimaforandringer er for vigtigt for de blå partier at overlade til Thurnberg-fanatikerne
En analyse fra DitOverblik
Klimaminister Dan Jørgensen kunne næsten ikke tørre det skæve smil af ansigtet, da han fredag aften i sidste uge kunne præsentere en klimalov med opbakning fra alle partier i Folketinget, på nær Nye Borgerlige og Liberal Alliance og deres tilsammen syv mandater.
Det ér heller ikke nogen helt ringe præstation at samle otte partier, herunder så forskellige partier som f.eks. Radikale, Alternativet og Dansk Folkeparti, om noget som helst, her endda reelt om så ambitiøse målsætninger, at ingen endnu i skrivende stund aner, hvordan pokker man når dem eller om, man realistisk set overhovedet kan nå dem.
Grundlæggende er aftalens hensigt, at man skal reducere udledningen af drivhusgasser i Danmark med 70 procent om godt 10 år, sammenlignet med den udledning, Danmark havde i 1990.
Der bliver delmål undervejs, så man meget fornuftigt sikrer, at man er på ret vej.
Det kunne med fordel kopieres i megen anden lovgivning, og man kunne sagtens forestille sig fordele ved at det blev et borgerligt krav at insistere på fremover.
Der har absolut ikke været enighed eller slagorden i den såkaldte blå blok, der også i denne sag ret beset ikke kan kaldes en blok.
Konservative er næsten mere grønne end Alternativet og har besluttet sig for målrettet at være de blås grønne klimaduks.
De to partier, der ikke er med, er de blå Nye Borgerlige og Liberal Alliance. Så den såkaldte blok spænder bredt.
Nye Borgerlige har hele tiden ligefremt trompeteret, at klimaloven er spild af tid og penge og alt muligt andet, så de har holdt sig udenfor og valgt de rene hænder og nul indflydelse. En position, de havde alene ind til fredag aften kort før målstregen, da Liberal Alliance gik deres vej, officielt med den begrundelse, at der manglede hensyn til beskæftigelsen i den endelige aftale.
Det kan meget vel været den reelle årsag, partiet er unægtelig i voldsom grad skatte-, vækst- og beskæftigelsesfokuseret.
Årsagen kan også være, at den lidt bekvemme position, som dem, der står udenfor og skælder ud, ikke skulle overlades til Nye Borgerlige alene. Ligesom Nye Borgerlige tog stemmer fra DF ved valget i juni, tog de også stemmer fra Liberal Alliance, der, trods alt, mangler en del flere stemmer end DF.
På den måde har de to partier valgt at indtage samme position som Fremskridtspartiet ofte gjorde i 1970’erne og 1980’erne; udenfor. Oftest med så rene hænder, at Fremskridtspartiet dengang solgte klistermærker til bilernes bagruder med budskabet; ”Kast ikke skylden på mig, jeg stemte på Fremskridtspartiet!”.
Det luner givetvis også, at man ikke er fedtet ind i alt muligt, men indflydelsen svarer til positionen. Man er udenfor, med nul mulighed for at dreje skibet bare en smule væk fra kurs mod eventuelle isbjerge.
Man er udenfor, med nul mulighed for at dreje skibet bare en smule væk fra kurs mod eventuelle isbjerge.
Ikke “borgerlige stemmer, der arbejder”
Det er ikke lige ”borgerlige stemmer, der arbejder”, som et gammelt konservativt slogan lød, de to partier har valgt som kurs. Men tværtimod den ufleksible linje, som netop Fremskridtspartiet længe fulgte og som også Enhedslisten indtog, indtil ikke mindst Johanne Schmith Nielsen og Pelle Dragsted drejede partiet ind på den mere slidsomme, parlamentariske vej, der i dag sikrer partiet parlamentarisk indflydelse og opbakning fra 7-9 procent af vælgerne, hvor partiet før det rodede med spærregrænsen.
Præcis i øvrigt som netop Nye Borgerlige og Liberal Alliance i dag.
Dansk Folkeparti fik vælgertæv ved Europaparlamentsvalget i maj og ved folketingsvalget i juni, og Pia Kjærsgaard fik ørerne i medievridemaskinen, da hun, med et glimt i øjet, som mange valgte at se bort fra, gav klimatosserne skylden for det første valgsmæk. Ingen tvivl om, at klimadagsordenen er en del af årsagen til DF’s vælgertab. Andelen af unge vælgere faldt tungt, og fra målinger ved vi, at klima og miljø var blandt mange, ikke mindste yngre vælgeres, topprioritet.
Da Dansk Folkeparti besluttede sig for at træde ind ad døren til Dan Jørgensens klimalovs-forhandlinger og tilslutte sig målet om 70 procents CO2-reduktion i 2030 er der dog heller ingen tvivl om, at partiet skiftede fra irrelevant til relevant også på dette politikområde. Og fikst nok bød partiformand Kristian Thulesen Dahl lige Venstre, der havde tøvet – de havde også en del andet at tænke på de dage – med ind. Alle vidste, at Venstre ikke kunne blive ude i kulden.
Der hviler et tungt åg på de medvirkende borgerlige politikere. Der må og skal tilføjes realisme og sandsynlighed i de delmål, man aftaler. Thurnbergs skrigeri om, at hun ikke vil se forhåbninger men panik må pakkes væk til skåltaler ved de røde julefrokoster.
Nu er DF og partiets klimaordfører Morten Messerschmidt også med om bordet. Her må partiet så levere – i selskab med netop Thurnberg-fanatikerne, der helst bare vil stoppe al griseproduktion i Danmark, lukke ned for dansk beton, holde bøffri onsdage og sende alle på campingferie i nabobyen eller i hvert fald ikke længere væk, end at man ikke behøver at flyve derhen.
Men alternativet til at sidde i dét selskab og forsøge at tale sund fornuft til især de dele af det røde flertal, der har åbenlyse interesser i netop sund fornuft, Socialdemokratiet, er at sidde udenfor i decemberkulden og stryge svovlstikker sammen med Nye Borgerlige og Liberal Alliance… Det lyser op et øjeblik, så man kan se selskabet inde i varmen, og luner måske et splitsekund. Men så slukkes gløden.
Så man forstår godt, at både DF og V sidder med. De skal så formå også at få vælgerne til at forstå både dét og at vise resultater.
