DF’er klar til at kæmpe for den nære sundhed

0
1763
Carsten Sørensen (DF) er DFs medlem af det nye regionsråd i Region Syddanmark.

Dansk Folkeparti mistede fire ud af fem pladser i Region Syddanmark ved valget. Carsten Sørensen bliver DFs eneste medlem af det nye regionsråd, men han har sikret sig en plads i udvalget, der arbejder med hans vigtigste mærkesag

Det er med blandede følelser, at Carsten Sørensen er klar til en ny periode som regionsrådsmedlem i Region Syddanmark. For Dansk Folkepartis eneste medlem af det nye regionsråd er ked af, at gode DF-kolleger ikke er blevet genvalgt. Samtidig er han dog glad for, at det ene mandat rækker til flere vigtige poster.

“Jeg kan ikke være tilfreds med valget, for mange gode kolleger i DF har mistet deres pladser rundt om i landet, og vores indflydelse bliver meget mindre her i regionen, når vi går fra fem til et medlem. Men jeg er glad for, at DF er blevet tilgodeset i konstitueringen. Jeg har fået nogle udvalgsposter, som giver mulighed for at markere DFs synspunkter,” siger Carsten Sørensen.

Sundhed tæt på borgerne

Han bliver medlem af Udvalget for det nære sundhedsvæsen, næstformand i Udvalget for byggeri, indkøb og grøn omstilling samt medlem af forretningsudvalget.

Især arbejdet med det nære sundhedsvæsen, bliver vigtigt for DF’eren, der gik til valg på, at alle har ret til egen læge i deres lokalområde.

”En af mine absolut vigtigste mærkesager er at bringe sundhedsbehandlingen tættere på borgerne. Vi har et mål om, at der højest skal være 1600 patienter pr. læge, men det kan vi ikke leve op til i regionen. Derfor skal vi have gjort op med ydernummer-systemet, så flere læger får mulighed for at starte deres egen praksis,” siger Carsten Sørensen.

Opgør med korte telefontider

Han vil også gøre op med lægeklinikkernes korte telefontider:

”Det er ikke rimeligt, at folk skal sidde i kø i 1-2 timer, fordi der kun er telefontid i få timer. Det må også være i lægernes interesse at have tilfredse kunder, der kan komme i kontakt med dem. Derfor skal der være telefontid i lægeklinikkens åbningstid,” siger Carsten, Sørensen.

Han vil også arbejde for at få flere sundhedshuse med flere lægeklinikker, tandlæger, fysioterapeuter osv.

”Vi ved fra lægerne, at sundhedshuse er attraktive, fordi de så har kolleger at sparre med. Derfor vil det kunne tiltrække flere læger,” mener han.

Carsten Sørensen blev valgt som DFs spidskandidat i regionen med 2222 stemmer. Han var også spidskandidat for DF i Odense, men her lykkedes det ikke DF at bevare sin plads i byrådet, hvor Carsten Sørensen har været 2. viceborgmester siden foråret 2021.