Sundhedsplatformen volder stadig store problemer på hospitalerne i Region Hovedstaden og Region Sjælland. Dansk Folkepartis Liselott Blixt vil have sundhedsministeren på banen. Hun mener, at løsningen er at skrotte det skandaleramte it-system
Det haster med at få løst problemerne i det skandaleramte it-system Sundhedsplatformen, som Region Hovedstaden og Region Sjælland har investeret milliarder i, men som stadig giver massive problemer for patienter og personale.
Det er konklusionen i en rapport, som en gruppe uafhængige eksperter har lavet for de to regioner.
”Der er brug for fokus på det væsentlige for at højne patienttilfredshed og brugertilfreds markant,” hedder det i rapporten, som Politiken omtaler.
Rapporten sætter ikke beløb på. Men det fremgår indirekte, at der fortsat skal investeres massivt, hvis det 2,8 milliarder kroner dyre, amerikansk udviklede it-system skal komme til at fungere.
DF: Fælles it-system for hele sundhedsvæsenet
Står det til Dansk Folkepartis sundhedsordfører Liselott Blixt, så er løsningen dog ikke at kaste flere penge i Sundhedsplatformen. Liselott Blixt har gentagne gange kritiseret det skandaleramte system, der bl.a. har ført til alvorlige medicinfejl for patienter. Hun mener, at løsningen er et fælles it-system for hele det danske sundhedsvæsen.
”Vi må lægge en plan for, hvordan vi får et fælles it-system. Det var det, vi lagde op til i sundhedsreform-udspillet, og det mener vi fortsat. Vi skal have nedsat en gruppe, der kan finde ud af, hvordan vi får det her til at fungere på den bedst mulige måde, både for patienter og for personalet”.
Hvad er tidshorisonten?
”Det er klart, at vi kan ikke bare skrotte Sundhedsplatformen i morgen, men vi kan lægge en plan for, hvad der skal gøres. De tre andre regioner har det samme system, så det vil nok være den bedste og billigste løsning at vælge det system. Men først skal det udbud, og så må man se, hvem der kommer med den bedste løsning”.
Medarbejderne i Hovedstaden og Region Sjælland har brugt flere år på at lære at bruge Sundhedsplatformen. Hvis man skrotter systemet, skal de starte forfra?
”Nogle af de læger, jeg har talt med, som er flygtet fra Sundhedsplatformen til Region Midtjylland, har fortalt mig, at de var én dag om at lære at bruge systemet i Region Midtjylland. Til sammenligning er der medarbejdere, der har arbejdet i tre år med Sundhedsplatformen, men som stadig skal have supervision. Så jeg tror faktisk, at mange vil være glade for at få et nyt system. Men selvfølgelig skal vi forholde os til, hvornår det vil være rimeligt, at folk skal skifte til et nyt system,” siger Liselott Blixt.
Stiller spørgsmål til minister
Indtil videre har den nye sundhedsminister Magnus Heunicke (S) ikke udtalt sig om Sundhedsplatformen. Men nu har Liselott Blixt krævet, at han kommer på banen. Hun har stillet ham disse to spørgsmål:
Vil ministeren oplyse, hvornår alle regioner har it-systemer der fungerer optimalt, og som kan arbejde sammen på alle niveauer?
Hvad vil ministeren gøre for at sikre, at patienterne kan føle sig trygge i sundhedsvæsnet, og at it-platforme ikke bliver et problem men et godt arbejdsredskab?
Og Liselott Blixt stopper ikke her. Hvis sundhedsministeren ikke kommer med et tilfredsstillende svar, er hun klar med næste træk:
”Hvis ministeren glider af på spørgsmålene, bliver han kaldt i et samråd i sundhedsudvalget. Han må stå til ansvar og svare, for han er minister for et område, der har brug for penge. Så nytter det ikke, at der samtidig skal bruges en masse penge på it-systemer, der ikke kan arbejde sammen, der får medarbejdere til flygte, og som betyder, at patienter ikke får den medicin, de skal have,” siger Liselott Blixt.