DF-ordfører efter stormvejr om kystsikringsprojekt: “Hvis det virker, er det en meget billigere metode”

0
2131
Pia Adelsteen er miljøordfører for Dansk Folkeparti og formand for Miljø- og Fødevareudvalget. Foto: Steen Brogaard

Dansk Folkepartis miljøordfører Pia Adelsteen har fået hård kritik i denne uge, fordi DF har fået afsat 10 millioner kroner til et kystsikringsforsøg med drænrør, som eksperter kalder virkningsløst. “Vi har set det virke og har bare et fromt ønske om at få det undersøgt,” siger Pia Adelsteen

10 millioner kroner til et forsøg med at beskytte Vestkysten ved hjælp af drænrør. Dét projekt har i denne uge sendt Dansk Folkepartis miljøordfører og formand for Folketingets miljøudvalg, Pia Adelsteen, ud i et stormvejr. Et stormvejr, der kunne minde om de kraftige vesterhavsstorme, som drænrørene måske kan sikre kysten imod.

En professor har beskyldt hende for ulovligheder, og andre eksperter har i Radio24syv kaldt projektet for spild af penge.

Selv er Pia Adelsteen temmelig forundret over balladen. Kystsikringsprojektet har været mange år undervejs, og de 10 millioner kroner til forsøget skal ses i lyset af, at staten i årevis har brugt 100 millioner kroner årligt til sandfodring, fordi havet æder af kysten. Et beløb der nu er sat op til 200 millioner kroner.

”Det her er et fromt ønske om at se, om metoden med drænrørene virker eller ikke virker. For hvis de virker, så er det en meget billigere metode end den nuværende. Og jeg siger ikke, at det så er den eneste saliggørende løsning. Men måske kan den supplere nogle af de andre løsninger,” siger hun.

Opfinderen fra Skagen

Historien kort: Opfinderen Poul Jakobsen, der driver Skagen Innovation Center, har udviklet en metode til at sikre kyster ved hjælp af drænrør. I 2005-2008 blev der gennemført et forsøg under Kystdirektoratet, hvor det blev konkluderet, at drænrørene ikke virkede. “Systemet har efter eksperternes vurdering ikke en tilstrækkelig effekt til at være egnet som kystbeskyttelsesmetode”, lød det i rapporten fra to professorer fra hhv. Aalborg Universitet og Danmarks Tekniske Universitet.

Der blev dog påvist flere hundrede faktuelle fejl i den rapport, der blev lavet om forsøget – 1794 fejl i følge en omtale i Nordjyske – og siden har Dansk Folkeparti forsøgt at få lavet et nyt forsøg. Poul Jakobsen har nemlig lavet en række selvbestaltede forsøg langs Vestkysten, som i hvert fald for det blotte øje ser ud som om metoden virker.

Omtale i Nordjyske af rapporten om det førte drænrørsforsøg i 2005-2008. Fra materiale, som Skagen Innovations Center har sendt til Folketinget.

I 2010 fik DFs Kim Christiansen forhandlet en aftale om et nyt forsøg igennem med den daværende borgerlige regering. Men så kom folketingsvalget og en ny regering, og den nye transportminister Henrik Dam Kristensen skrinlagde forsøget. Men i 2017 blev der fundet 45 millioner kroner til en række miljøprojekter i forbindelse med en skatteaftale i Folketinget, og i den forbindelse fik Dansk Folkeparti afsat 10 mio. kroner til et forsøg med drænrørene, ligesom der blev fundet penge til et andet kystsikringsprojekt på Anholt.

”Det er jeg superglad for, og jeg laver en aftale med daværende miljøminister Esben Lunde Larsen om, at vi skal finde nogle steder, hvor forsøget med drænrørene kan sættes i gang. Vi bliver også enige om, at det giver bedst mening, hvis Kystdirektoratet og Aalborg Universitet ikke involveres, fordi de og Poul Jakobsen er som kamphunde overfor hinanden, når de mødes. Vi skal have nogle uvildige ind i stedet,” siger Pia Adelsteen.

SMS under beskydning

At det nu er miljøministeren, der arbejder med sagen, skyldes at kystsikring i 2014 blev flyttet til Miljøministeriet fra Transportministeriet af den daværende SR-regering. Det er også forklaringen på, at det først er DFs transportordfører Kim Christiansen, der beskæftiger sig med sagen, hvorefter miljøordfører Pia Adelsteen overtager sagen fra Kim Christiansen, som hun i øvrigt også er gift med.

Aftalen er, at forsøget skal sættes i gang i april-maj 2018. Men i juni 2018 er der ikke sket noget, for nu er sagen sendt i høring af Kystdirektoratet (KDI). Da Pia Adelsteen hører om denne høring, skriver hun følgende i en sms til Miljøministeriets departementschef Henrik Studsgaard:

”Hej Henrik, jeg har lige modtaget orientering om, at KDI har sendt rørforsøget i høring!! Hvorfor det? Det er jo helt hen i vejret og hvorfor er KDI overhovedet involveret? Det er jo det de ikke skal være! Vh Pia. Jeg ringer senere i eftermiddag”.

Den SMS er i denne uge i Radio24syv blevet udlagt, som om Pia Adelsteen forsøgte at påvirke embedsmændene og forhindre en lovpligtig høring.

”Jeg er ikke i tvivl om, at her opfordres der fra Dansk Folkeparti og Pia Adelsteen til, at embedsmændene skal gøre noget ulovligt,” sagde professor i forvaltningsret ved Aalborg Universitet, Steen Bønsing, tidligere på ugen til Radio24syv.

Vidste ikke at forsøg skal i høring

Men den udlægning af SMSen afvises fuldstændig af Pia Adelsteen.

”Jeg skrev SMSen, fordi jeg ikke havde hørt noget om, at forsøget skulle i høring. Under de møder jeg havde med Esben Lunde, blev det slet ikke nævnt. Det er derfor jeg spørger, hvad det er der foregår. Det er helt nyt for mig, at et forsøg skal i høring. Men hvis det skal i høring, så skal det selvfølgelig i høring”.

Pia Adelsteen siger, at hun accepterede høringen, men at hun derefter tog initiativ til ugentlige møder med ministeriet om sagen. Og hun sagde, hvad hun mente til ministeriet: at hun følte sagen blev trukket i langdrag.

”På et tidspunkt tog jeg også Kim med til møderne, for han kendte sagen, og der var mange detaljer. Den tidsplan, som ministeriet selv havde lavet, den var skredet totalt. For der var hele tiden småting, der forsinkede det. Rørene kom først i stranden den 17. december 2018,” siger Pia Adelsteen.

Skal turde gå imod eksperter

Dermed er forsøget nu i gang og skal fortsætte til 2021. De 10 millioner kroner fordeles med cirka en tredjedel til opfinderen Poul Jakobsens firma, Skagen Innovations Center, og to tredjedel til det rådgivende ingeniørfirma Orbicon, der vandt den udbudte opgave med at undersøge og afrapportere om forsøget.

At eksperter på forhånd har dømt projektet virkningsløst, tager Pia Adelsteen roligt. Hun har, siger hun, med sine egne øjne set drænrørene virke, og hun mener, at politikere skal have mod til at træffe beslutninger, der går mod eksperter.

”Man må vel for pokker også gerne bruge sine øjne og ører. Som politiker skal vi også kunne sige, at det her vil vi have, fordi vi tror på det. Jeg er lægmand, men jeg og andre har set det her virke. Derfor har vi et ønske om at få undersøgt, om det virker,” siger Pia Adelsteen.