Dansk Folkeparti går sammen med italienske Lega, tyske AfD og finske Sandfinnerne for at samle euroskeptiske partier i en ny, stærk gruppe i Europaparlamentet. Alliancen vil arbejde for nationernes Europa, stop for illegal indvandring og beskyttelse af national kultur og identitet
En ny, stærk gruppe af euroskeptiske partier er på vej i Europaparlamentet. Dansk Folkeparti deltog mandag formiddag ved et pressemøde i Milano sammen med det italienske parti Lega, det tyske Alternative Für Deutchland og det finske Sandfinnerne. Her lancerede de fire partier planer om, at de nu vil arbejde for at samle euroskeptiske partier med et nationalkonservativt udgangspunkt i en fælles alliance i parlamentet.
”Der har været tanker mange steder om at danne en gruppe, der i højere grad forener nogle af fælles interesser, som nationalkonservative partier har. Intentionen er, at vi efter valget starter forhandlinger op med henblik på at danne en ny, stor gruppe med partier, der ligner os,” siger Dansk Folkepartis spidskandidat til Europaparlamentet, Peter Kofod.
Dansk Folkepartis gruppeformand i Europaparlamentet, Anders Vistisen, deltog på pressemødet i Milano sammen med Legas leder, den italienske indenrigsminister Matteo Salvini, og repræsentanter for Alternative für Deutchland og Sandfinnerne. De fire partier er i dag medlem af tre forskellige grupper i parlamentet. DF og Sandfinnerne er medlem af ECR, Gruppen af Europæiske Konservative og Reformister. Lega er medlem af ENF, Nationernes og Frihedens Europa, og AFD er med i EFDD, Gruppen for Europæisk Frihed og Direkte Demokrati.
”Vi befinder os godt i ECR-gruppen, men sagen er, at der i dag i Europaparlamentet er nogle store, føderale grupper, hhv. den konservative og den socialistiske gruppe, som vil have mere EU. Vi har derfor brug for en styrket platform, hvis vi indefra skal kunne kæmpe imod føderalismen og for nationalstaternes interesser. Det er det, vi nu vil sondere mulighederne for,” siger Peter Kofod.
Nationernes Europa og stop for illegal indvandring
Den nye alliance har tre overordnede punkter på programmet:
- Nationernes Europa med nationalstaten i centrum.
- Stop for illegal indvandring.
- Beskyttelse af national kultur og identitet.
”Vi ønsker at bekæmpe den EU-føderalisme, der er i gang i øjeblikket. EU-samarbejdet kan bevæge sig to veje: Der er Macrons vej, som går i retning af en føderal superstat med social union, fælles forsvar osv. Og så er der nationernes Europa, der handler om at sikre nationalstaternes indflydelse og interesser,” siger Peter Kofod.
Han har selv haft samtaler med repræsentanter fra flere andre partier under et besøg i Bruxelles for nogle uger siden. Her var der i følge Peter Kofod stor interesse for initiativet, men hvem der kommer med i alliancen, er det for tidligt at tage stilling til, siger han.
Skal ikke stå inde for alt
Salvini bliver i Danmark ofte beskrevet som meget kontroversiel. Hvor stor er enigheden i alliancen?
”EU’s lande er meget forskellige, og partierne er meget forskellige. Jeg behøver ikke at stå inde for, hvad andre partier laver i andre lande. Det væsentlige for os er, at vi deler ønsket om at ville trække EU i den samme retning,” siger Peter Kofod og fortsætter:
”Det er jo omkostningen ved at samarbejde med andre partier i Europa – at man ikke ligner hinanden én til én. Når Bendt Bendtsen (de konservatives medlem af Europaparlamentet, red.) kan sidde i gruppe med Victor Orban og hans Fidesz-parti fra Ungarn, og når Socialdemokratiet kan sidde sammen med regeringspartiet fra Rumænien, der har voldsomme korruptionsanklager imod sig, så kan jeg også tåle at sidde i gruppe med Salvini”.
“Retten til forskellighed”
Han tilføjer, at gruppen “kæmper for retten til forskellighed i den forstand, at landene i højere grad selv må indrette sig som de vil”:
“Det er derfor ret underordnet, hvilket syn andre må have på en lang række områder i eget land, så længe de blot respekterer og anerkender danskernes ret til at bestemme i Danmark. For eksempel vil der allerede i dag være forskelle på partiernes syn på velfærd og økonomi i ECR gruppen. Og det er ikke noget problem,” siger Peter Kofod.