Bred politisk aftale om psykiatrien tilfører en halv milliarder kroner ekstra om året til psykiatri og mental sundhed. ”Der er gode takter i aftalen, men det er slet ikke nok,” siger DFs ordfører Susanne Eilersen
Selv om Dansk Folkeparti er med i en ny politisk aftale om psykiatrien, så jubler DFs ordfører Susanne Eilersen ikke ligefrem. Ganske vist får psykiatri-området nu et permanent løft på 0,5 milliarder kroner årligt, men der er hverken penge eller indhold nok i aftalen, mener Susanne Eilersen.
”Der er gode takter i det her. Men det er jo overskrifter. Vi skulle have haft mere tid til at arbejde os ned i området og se på, hvad vi egentlig vil med børne- og ungeområdet. Hvad vi vil gøre for dem med de mange diagnoser? Hvad vi vil med forskning? Det har vi slet ikke fået mulighed for at diskutere igennem, selv om regeringen har haft tre et halvt år til at få gjort noget ved området,” siger Susanne Eilersen til TV2 News.
Næsten hele Folketinget er med i aftalen: Regeringen, Venstre, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Danmarks-demokraterne, Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige, Liberal Alliance, Alternativet og Frie Grønne.
100 flere ansatte
Aftalen indeholder en her-og-nu-kapacitetspakke til psykiatrien, som skal nedbringe stigende ventetider og bidrage til overholdelse af udrednings- og behandlingsrettighederne. Kapacitetspakken betyder, at der kan ansættes ca. 100 ekstra personer i psykiatrien med patientrettede funktioner.
Susanne Eilersen glæder sig over tiltagene, men hun ser det kun som en start og er ked af, at det først kommer nu:
”De skriger på sengepladser og mere behandlingsgaranti derude, så vi har brug for at komme i gang. Men vi er så langt fremme nu (i forholdet til valget, red.), at jeg for det første ikke tror på, at vi kan få det stemt igennem inden et valg, og for det andet synes vi slet ikke, det er nok. Der skal flere penge til,” siger Susanne Eilersen til TV2 News.
TV2 News: Når I er gået med i aftalen, er det så fordi det giver mulighed for at sidde med ved bordet, når man i fremtiden skal diskutere psykiatri?
”Ja, det er klart. Det er først efter et valg, man rigtig kan gå i gang med det her. Når vi forhåbentlig får en blå regering efter valget, så skal der sættes mere turbo på flere sengepladser, bedre behandling for unge mennesker, mere forskning og mere udredning,” siger Susanne Eilersen.
“Når vi forhåbentlig får en blå regering efter valget, så skal der sættes mere turbo på”
Fem områder
Foruden flere sengepladser, er partierne enige om at prioritere fem områder, som har de største behov ifølge eksperterne. Det drejer sig om:
- Opbygning af et lettilgængeligt tilbud i kommunerne til børn og unge i psykisk mistrivsel og med symptomer på psykisk lidelse
- Styrkede indsatser for mennesker med svære psykiske lidelser og her-og-nu kapacitetspakke til den regionale psykiatri
- Oplysnings- og afstigmatiseringsindsatser
- Styrkede tværfaglige og evidensbaserede miljøer
- Bedre rammer for forskning i forebyggelse og behandling af psykiske lidelser
Vive – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd – har tidligere vurderet, at der er brug for 4,5 milliarder kroner ekstra til psykiatrien. Pengene skal bl.a. bruges til at uddanne flere psykiatere. I følge Lægeforeningen er der behov for 150 ekstra psykiatere.