DF: Borgerlig regering skal blive hjemme fra fodbold-VM i Qatar

0
4003
Danmarks Simon Kjær og Kroatiens Luka Modric under torsdagens UEFA Nations League-kamp mellem Kroatien og Danmark i Zagreb. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Hvis der kommer en borgerlig regering efter et snarligt valg, så bør den nye kulturminister boykotte fodbold-VM i Qatar. Det mener Dansk Folkepartis formand Morten Messerschmidt

Det skal være uden repræsentanter for den danske regering på tribunerne, når der til november spilles fodbold-VM i Qatar. I hvert fald hvis det står til Dansk Folkeparti.

Efter al sandsynlighed har der været folketingsvalg, når fodbold-VM starter til november, og hvis der på det tidspunkt er en ny borgerlig regering i Danmark, så vil DF foreslå, at denne regerings kulturminister boykotter VM.

”Med de meget grove krænkelser af helt basale frihedsrettigheder i landet, bør det føre til, at vi som land skal have en diplomatisk boykot,” siger DFs formand Morten Messerschmidt til Ritzau.

Danmark har kvalificeret sig til VM, og fodboldlandsholdet skal tage af sted, understreger Morten Messerschmidt, som vil holde sport og politik adskilt.

“Vi skal 100 procent bakke op om vores drenge på banen. Det kommer jeg til at gøre her fra Danmark med piber og trommer. Det handler om noget helt grundlæggende, i forhold til hvor langt vi skal gå for at fejre en diktaturstat. Det her har en stor kommerciel interesse en stor PR-værdi for regimet i Qatar. Og det synes jeg ikke, at Danmark som et land, der bygger på noget helt andet, kan være med til at hvidvaske,” siger Morten Messerschmidt til Ritzau.

6500 døde migrantarbejdere

Qatar fik tildelt fodbold-VM i 2010 efter en proces, hvor der har været masser af beskyldninger om bestikkelse. Siden er mindst 6500 migrantarbejdere døde under arbejdet med at bygge stadioner og infrastruktur til VM, der er foregået under slavelignende forhold.

Morten Messerschmidt forventer, at DFs krav om boykot vil blive hørt:

”Det er klart, at jeg har en forventning om, at en borgerlig regering også vil lytte til det. Det er ikke et alt eller intet forslag,” siger DF-formanden til Ritzau.