DF markerer 20-året for euro-nej med stor live-debat

0
3121
Livedebatten kan ses på Facebooksiden Danexit

Mandag er det 20 år siden, at danskerne sagde nej til at udskifte kronen med euroen. Det markerer DF med en live-debat fra Christiansborg, hvor euromodstandere skal diskutere Danmarks fremtid i eller udenfor EU

Mandag den 28. september 2020 er en af de helt store mærkedage i både Danmarks og Dansk Folkepartis historie. Det er nemlig 20 år siden, at et flertal af danskerne stemte nej ved en folkeafstemning til at udskifte kronen med euroen. Helt præcist sagde 53,2 procent af danskerne nej til at afskaffe kronen, mens 46,8 procent stemte ja.

Facebookopslag af DF.

Dansk Folkeparti betragter afstemningsresultatet som sin måske største politiske enkeltsejr, og fejringen er i fuld gang. Et opslag på de sociale medier med budskabet “Danmark har sparet milliarder ved at sige nej til Euroen – Er du også glad for, vi beholdt kroner?” siger i kort form, hvad DF mener euro-afstemningen.

Live-debat fra Christiansborg

Selve jubilæumsdagen markeres med en stor live-debat på Christiansborg. Her samler DF repræsentanter for en række af de partier og organisationer, som anbefalede et nej i 2000. Debatten skal både kigge tilbage til sejren i 2000 og belyse, om Danmark bør forlade EU:

“Vi vil for det første bruge debatten til at slå fast, at nej’et var en fundamental og historisk vigtig begivenhed for Danmark. Og så vil vi prøve at sondere terrænet for en ny udvikling i dansk europapolitik,” fortæller Erik Høgh-Sørensen, hovedbestyrelsesmedlem i Dansk Folkeparti, som bliver ordstyrer på mandagens debat.

“nej’et var en fundamental og historisk vigtig begivenhed for Danmark”

Erik Høgh-Sørensen, hovedbestyrelsesmedlem i DF
Erik Høgh-Sørensen, medlem af regionsrådet i Region Nordjylland og folketingskandidat for Dansk Folkeparti. Foto: M. Højer

Erik Høgh-Sørensen, der også er regionsrådsmedlem for DF i Region Nordjylland, er en af administratorerne i den tværpolitiske facebookside Danexit, der kæmper for dansk udmeldelse af EU. Med nu over 8000 følgere oplever Danexit nærmest eksplosivt stigende medlemstal i øjeblikket. Spørgsmålet om et Danexit – en dansk version af Brexit, Storbritanniens udmeldelse af EU – bliver centralt i mandagens live-debat:

“Jeg håber, at vi i debatten kan få en tilkendegivelse af, hvem der ønsker en dansk udmeldelse af EU, og derefter diskutere, hvordan det kan ske,” siger Erik Høgh-Sørensen.

Erik Høgh-Sørensens bog “Mod vinden”.

Euro-finansministre kunne ikke pege på dansk fordel

Erik Høgh-Sørensen var i fem år korrespondent for Ritzau i Bruxelles. Han skrev efterfølgende den stærkt eu-kritiske bog “Mod vinden”, og han fortæller, at han som korrespondent i Bruxelles kun blev bekræftet i, at det var godt, at danskerne stemte nej.

“Som korrespondent spurgte jeg på et tidspunkt en række af finansministrene i euro-samarbejdet, hvordan de synes det skadede Danmark, at vi ikke var kommet med i euro-samarbejdet. Der var ikke en eneste, der kunne pege på, at det havde været til skade for Danmark,” siger Erik Høgh-Sørensen.

Han mener, at det har gavnet både dansk velstand og demokrati, at vi bevarede den danske krone.

“Hvis vi havde stemt ja, havde vi haft en enorm gældsbyrde i dag på grund af euroens enorme fejlkonstruktion. Vores pengepolitiske suverænitet er altafgørende for dansk velstand og dansk erhvervsliv,” siger Erik Høgh-Sørensen.

Livedebatten kan ses på Dansk Folkepartis Facebookside mandag kl. 16.00

DE DELTAGER I MANDAGENS LIVE-DEBAT

Morten Messerschmidt – næstformand i Dansk Folkeparti, EU-ordfører og tidlligere medlem af Europa-Parlamentet
Susanna Dyre-Greensite – Formand for Folkebevægelsen mod EU
Frank Dahlgaard – tidligere folketingsmedlem for De Konservative, der blev ekskluderet p.g.a. sin modstand mod Euroen
Peter Seier Christensen – folketingsmedlem og EU-ordfører for Nye Borgerlige
Magnus von Dreiager – landsformand for Konservativ Ungdom

Videocitater fra:
Jørgen Grøn – tidligere aktiv SF’er men smidt ud af SF grundet sin EU-modstand
Lis Jensen – Enhedslisten og Folkebevægelsen mod EU