Med den indflydelse, som Det Radikale Venstre har fået på dansk politik under den nye socialdemokratiske regering, så er Dansk Folkeparti uhyggeligt relevant, skriver DF’s stifter Pia Kjærsgaard i dette indlæg, der også har været bragt i Jyllands-Posten
Af Pia Kjærsgaard, MF, Udlændingeordfører for Dansk Folkeparti
Glæden hos de radikale på valgaftenen var til at føle på. De stormede frem, fordoblede deres mandattal.
Tillykke med det.
Men jeg har en fornemmelse af, at glæden over Dansk Folkepartis tilbagegang var større end deres egen fremgang.
Både Morten Østergaard og Sophie Carsten Nielsen har flere gange ikke kunnet skjule det, og de kan slet ikke styre sig, når de taler om ”opgøret med DF’s symbolpolitik”.
Mens de så selv af al kraft skråler det ene symbolpolitiske budskab ud efter det andet.
Der må faktisk gerne være symbolik i politik, Morten Østergaard. Du kan så vist desværre kun rumme dine egne symboler – iført våddragt og et kækt smil.
De radikales selvglæde, selvretfærdighed og fjendske indstilling til os andre, også deres egne venner i Socialdemokratiet, minder mig om palæstinensiske lederes evige ødelæggelser af alt omkring dem. Om dem sagde Israels premierminister Golda Meir, der blev premierminister for netop 50 år siden i år: ”Der bliver først fred i Mellemøsten når palæstinenserne lærer at elske deres egne børn mere, end de hader vores”.
Det lykkedes ikke de radikale at tvinge sig i regering med Mette Frederiksen.
Ok, det kan også være ganske svært bare at møffe sig ind i en regering, det ved vi selv.
Men den pris, Mette Frederiksen åbenlyst er villig til at betale for at holde alle poster på Socialdemokratiets hænder, er at den radikale hvislen får lov at sætte sig alle vegne. Forståelsespapiret var jo foruden genudnævnelsen af Margrethe Vestager som EU-kommissær første klare tegn på, at de radikale tager sig vel betalt.
Jeg har ikke noget imod Vestager. Men jeg har en hel del imod hendes politik – hun er personificeringen af alt det modsatte af det, DF står for: Hun vil have mere EU og mindre Danmark.
Og Mette Frederiksen har foræret hende en enestående platform at udføre det arbejde fra.
Samme Mette Frederiksen, som før valget i flere medier, bl.a. Weekendavisen, gav udtryk for, at EU skal lidt ned i gear…
De radikale har formået at få Mette Frederiksen til at lave løsninger med dem og ikke DF. Det betyder ikke mindst, at udlændingepolitikken allerede her mindre end tre måneder inde i regeringens levetid allerede er lempet på afgørende områder. Bevares, Socialdemokratiet afviser rituelt enhver snak om løftebrud. Men heldigvis er de radikale også her kun sig selv nærmest og siger tingene, som de er: en lempelse er en lempelse. De har jo heller ikke behov for, som Socialdemokratiet, at pynte lidt på det hele.
De radikale har stået og hoppet og ned og insisteret på klimamål, der om ikke er helt utopiske så dog så ekstremt vidtgående, at det nærmer sig det urealistiske, både politisk, økonomisk og videnskabeligt. Mål er godt, store mål er bedre – hvis de er rigtige.
Men med et fortærsket og misbrugt udtryk, så ”klæder det” altså også politikere at være lidt jordbundne og fornuftige. Selv om de radikale mener det, så er symbolpolitik altså ikke kun en ø til afviste asylansøgere. Det er i dén grad symbolpolitik blot at heppe ukritisk på en ung pige med nogle diagnoser, der af forældrene paces frem og stiller sig i spidsen for det pjank, det uanset hvad er at ”strejke” fra skole om fredagen fordi hun vil ”redde klimaet”.
Selv om det kan tænde en følelse, og politik i den grad er følelser, så ved alle vist godt, også de unge, der pjækker fra skole for at demonstrere for det der lidt udefinérbar ”klima”, at viden – og handling baseret på viden – er bedre end skolepjæk, råberi og hysteriets tårer.
Dansk Folkeparti tager klimaet lige så alvorligt som alle andre partier! Grin bare, men sådan er det.
Vi er med i alle betydende klimaaftaler, Folketinget har lavet.
Vi lover bare ikke hverken en halv eller en hel million elbiler om 11 år! Det lovede Løkke og det lovede Mette Frederiksen. Det er pinligt, men det gjorde de. Det kommer ikke til at ske. Og de véd det godt.
Hvad er så mest ærligt? Som DF at sige, at vi når det, vi kan og gør det, vi kan. Eller love til højre og venstre og ikke nå noget af det?
Vi mener det er nødvendigt for løsningerne af klima-udfordringerne at insistere på, om det er rigtigt at diskutere bøffer og fly-skam, når klimaet udfordres mere af gamle køleanlæg, kummefrysere og den hastigt voksende streaming af film på nettet.
Noget sund fornuft er tiltrængt, ikke mindst i klimadebatten.
Klima- og miljøudfordringerne er for alvorlige til at blive reduceret til en skolestrejke og noget politisk føleri.
Udlændingepolitikken handler ikke om at hade alle fra udlandet men om bevarelsen af det land, vi kender, og det velfærdssamfund, som danskerne valg efter valg viser, at vi ønsker forsvaret og udbygget.
Danmark skal nok bestå, men uanset hvilke følelser, man har for EU, så får det kæmpeindflydelse på vores land, hvordan EU udvikler sig og hvad man tillader, at EU sætter sig til dommer over i de enkelte lande.
På alle de områder, og flere, er regeringen på gal kurs.
Dansk Folkeparti er, desværre, kan man sige, fortsat uhyggeligt relevant.
