DF: Lad borgere hjælpe politiet som “politifrivillige”

0
1832
Peter Skaarup, gruppeformand og retsordfører for Dansk Folkeparti.

DF foreslår, at borgere skal kunne hjælpe politiet som “politifrivillige”. Ideen, som er inspireret fra Tyskland, skal nu granskes nærmere af Rigspolitiet. Politiforbundet er skeptisk

Skal politiet have hjælp fra almindelige borgere, der som ”politifrivillige” kan være politiets øjne og øre i lokalsamfundet? Det skal nu undersøges nærmere af Rigspolitiet.

Det er Dansk Folkepartis retsordfører Peter Skaarup, der har rejst forslaget om de politifrivillige overfor justitsminister Nick Hækkerup (S). En tilsvarende model findes i Tyskland, og Skaarup har spurgt ministeren, om en tilsvarende ordning vil kunne etableres i Danmark. Det har ministeren nu bedt Rigspolitiet om at vurdere:

”Jeg er meget åben over for nye idéer til, hvordan vi kan styrke trygheden i lokalsamfundet, og det er i den forbindelse også interessant at indhente erfaringer fra vores nabolande. Jeg har derfor bedt Rigspolitiet om at indhente yderligere oplysninger om den tyske model, samt hvilke erfaringer det tyske politi har gjort sig med denne,” skriver Nick Hækkerup i et svar.

Kan øge trygheden lokalt

Peter Skaarup forklarer til Avisen Danmark, at han ikke har et gennemarbejdet forslag endnu. Men han finder modellen fra Tyskland interessant. Her er de politifrivillige udstyret med uniform og peberspray.

”Vi er meget optagede af, at borgerne kommer tættere på politiet, og at politiet kan løse de opgaver, der er brug for. Derfor mener jeg, at man bør tillade kommunerne at oprette en form for politifrivillige eller hjælpere, som kan skabe en øget tryghed i lokalsamfundet,” siger Peter Skaarup til Avisen Danmark.

“Man bør tillade kommunerne at oprette en form for politifrivillige eller hjælpere, som kan skabe en øget tryghed i lokalsamfundet”

Peter Skaarup, retsordfører (DF), til Avisen Danmark

Han understreger, at de politifrivillige ikke skal erstatte uddannede betjente.

”Vi har stadig behov for mere lokalpoliti, men eftersom der mangler politibetjente, kunne det være en mulighed for at skabe mere tryghed hos borgerne, at frivillige patruljerede i lokalområdet. Jeg tror, at politiet er interesseret i al den hjælp, det kan få, hvis det foregår på en ordentlig måde,” siger Peter Skaarup til Avisen Danmark.

Politiforbundet: Farlig vej at gå

Formanden for Politiforbundet, Claus Oxfeldt, vil gerne have mere hjælp fra borgerne, men han er modstander af en model, hvor borgere udstyres med uniform og peberspray:

”Helt overordnet kan jeg godt se en ide i, at borgere kan være politiets øjne og ører. Men jeg kan godt være nervøs for, at det er en farlig vej at gå, så jeg er stærkt bekymret for, hvis det bliver aktuelt,” siger han til Avisen Danmark.