DF bakker op om tidligere pension for nedslidte

0
2791
Kristian Thulesen Dahl, Dansk Folkeparti. Foto: Steen Brogaard

Dansk Folkeparti ser “god musik” i Socialdemokratisk udspil om differentieret pension. Regeringen åbner for forhandlinger

Håndværkere, sosu-assistenter og andre, der har haft et hårdt, fysisk arbejde, skal have mulighed for at gå tidligere på pension end eksempelvis højtuddannede akademikere.

Det mener Dansk Folkeparti, som nu bakker op om tankerne i det pensionsudspil, som Socialdemokratiet præsenterede for en uge siden.

Socialdemokratiet lancerede en syv punkts-plan, som skal give nedslidte mulighed for at gå tidligere på pension. Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl siger om de syv punkter, at der er ”god musik i dem”.

”Vi har også selv tidligere argumenteret for en differentieret pensionsalder, så de der reelt er nedslidte, kan gå tidligere på pension end andre,” siger han til Ritzau.

Thulesen Dahl vil forhandle inden valget

Kristian Thulesen Dahl foreslår, at der forhandles om en differentieret pension allerede inden valget. Socialdemokratiet har ellers lagt op til, at pensionsudspillet først skal konkretiseres via forhandlinger med arbejdsmarkedets parter, men DF-formanden anbefaler, at den differentieret pensions forhandles ind i det velfærdsforlig, som et stort flertal i Folketinget vedtog i 2006.

”På Christiansborg har vi en logik om, at hvis man indgår aftaler, så kan man regne med dem. Her er der en aftale om folkepensionsalderen, Skal man lave om på det, så skal man inden et valg gære det klart, hvor man vil lave om, så man kan gøre sig fi af de forligsbindinger, der er. Det betyder, at hvis Socialdemokratiet, vi og andre partiet ønsker at få forbedringer for nedslidte danskere, så bliv er vi nødt til at konkretisere det nu,” siger Kristian Thulesen Dahl til Ritzau.

Løkke: Vi indkalder til et møde

DFs opbakning til S-udspillet har sat regeringen under pres. Regeringspartierne har hidtil været kritiske overfor det socialdemokratiske udspil, som er meget ukonkret, men statsminister Lars Løkke Rasmussen erklærer sig nu villig til at forhandle.

”Hvis partierne har nogle konkrete ønsker til, hvordan vi tager hånd om folk, der er nedslidte, så lytter vi gerne til det. Vi indkalder partierne til et møde, og så må vi bede dem om at gøre sig klar til det møde. Hvad er det præcis for nogle forslag, de har? Hvordan skal de finansieres? Hvad tænker de om det?,” siger han til Berlingske.