Dansk Folkeparti roser regeringens udspil til sundhedsreform. Men det er afgørende, at der landes en god aftale med lægerne, lyder det fra DFs sundhedsordfører Liselott Blixt. Socialdemokratiet kalder udspillet for “skadelig centralisering”
Det kan blive en rigtig god reform, hvis læger og sundhedspersonale kommer med ombord.
Sådan lyder reaktionen fra Dansk Folkeparti på det udspil til en sundhedsreform, som regeringen præsenterede tirsdag.
”Overordnet lyder det meget positivt. Men hvis ikke vi får lægerne med i denne reform, kan vi ikke få den implementeret alle steder. Vi er nødt til at sikre os, at vi har en rigtig god aftale med alment praktiserende læger, som er en af hovedfigurerne i aftalen,” siger Dansk Folkepartis sundhedsordfører Liselott Blixt, der også er formand for Folketingets sundhedsudvalg, til Ritzau.
Lokale sundhedsfællesskaber og nedlæggelse af regioner
Reformen består af 22 initiativer, som skal styrke sammenhæng og nærhed i sundhedsvæsenet.
”Det der ikke er svært, skal være nært,” som statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) siger.
Konkret handler det om følgende:
- Der skal oprettes 21 lokale sundhedsfællesskaber, der ”skal bygge bro mellem sygehuse, kommuner og de praktiserende læger”. Sundhedsfællesskaberne skal dække 4-5 kommuner og får et særligt ansvar for patienter med kroniske sygdomme og ældre, medicinske patienter.
- De fem regioner nedlægges fra 2021. De omdannes til fem sundhedsforvaltninger, der skal drive sygehusene og ledes af selvstændige bestyrelser.
- Der oprettes en ny enhed under navnet ”Sundhedsvæsen Danmark”. Den får til opgave at koordinere de tværgående indsatser og løfte kvaliteten i sundhedsvæsenet i hele landet.
- Der afsættes seks milliarder kroner til at styrke sundhedsvæsenet frem til 2025. I samme periode skal der spares 2,3 milliarder kroner på administration.
- Der oprettes en ny, fælles indgang til akutte men ikke livstruende sygdomme. Det fælles nummer bliver: 113
Hele planen fra regeringen kan læses her: patienten-foerst-naerhed-sammenhaeng-kvalitet-og-patientrettigheder.
Socialdemokratiet: Skadelig centralisering
Socialdemokratiet reagerer skarpt på planerne. Partiet kalder udspillet for ”skadelig centralisering”. Det er især beslutningen om at nedlægge de fem regioner med 205 folkevalgte politikere, som har fået socialdemokraterne op i det røde felt.
”Man fjerner alle folkevalgte regionsrådspolitikere og erstatter dem med en overordnet bestyrelse, som skal vide, hvad der er bedst for de lokale. Man mister den lokale indsigt i de store beslutninger,”siger Socialdemokratiets politiske ordfører Nicolai Wammen til Berlingske.
Omvendt har Dansk Folkeparti hele tiden slået til lyd for en nedlæggelse af regionerne. Derfor glæder Liselott Blixt sig også over den del af udspillet:
”Patienten kommer i klemme i det nuværende system, hvor aben hele tiden kastes fra minister til region og tilbage igen. Regionerne skaber ikke nærhed, for regionspolitikerne er meget langt fra borgerne, der ikke ved hvem de er. Nu får vi borgmestre og kommunale udvalgsformænd med i beslutningerne. De er meget tættere på borgerne,” sagde Liselott Blixt, da hun onsdag deltog i Debatten på P1.
DF-regionsrådspolitiker: Mere demokratisk uden regionerne
Ude i regionerne mener DFs politikere også, at der er god mening i at nedlægge regionerne. Erik Høgh-Sørensen, der er regionsrådsmedlem af Region Nordjylland, mener, at det er langt mere demokratisk, hvis der kun er to politiske niveauer i sundhedsvæsenet, hhv. kommunerne og folketinget.
“Regionerne er afhængige af de penge, der kommer fra Folketinget. Så der vil være større demokratisk gennemskuelighed, hvis det er Folketinget der sidder med ansvaret,” siger han til TV2 Nord.
Men der tales om, at regionerne faktisk løser sygehus-opgaven stadig bedre?
“Vi taler ikke om at nedlægge sygehusene men om at slippe af med nogle bureaukratiske omkostninger, som i stedet kan bruges på varme hænder ude på sygehusene og på lægerne. Så det her skulle gerne blive en fordel for dem, der arbejder med sundhed i Danmark,” siger Erik Høgh Sørensen.