DF: Alle MFere skal bekende kulør, når der skal stemmes om Støjberg

0
1334
Pia Kjærsgaard fotograferet foran Rigsretten i mandag. Pia Kjærsgaard mener, at alle folketingets medlemmer skal møde frem og bekende kulør, når Folketinget på tirsdag skal tage stilling til Inger Støjbergs værdighed. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Dansk Folkeparti kræver, at alle Folketingets medlemmer møder frem og stemmer, når Folketinget på tirsdag skal stemme om Inger Støjbergs værdighed. Et flertal vil smide Støjberg ud af Folketinget efter rigsretsdommen i barnebrudssagen

Når Folketinget på tirsdag skal beslutte, om Inger Støjberg skal smides ud af Folketinget efter rigsretsdommen, så skal alle Folketingets medlemmer møde frem og afgive deres stemme.

Det mener Dansk Folkeparti, som derfor har krævet, at det såkaldte clearingssystem ophæves.

“Det er væsentligt for os, at man er på pladserne i Folketingssalen. At man kigger hinanden – og ikke mindst Inger Støjberg – i øjnene, når man siger, hvad man mener,” siger DFs stifter og tidligere formand for Folketinget, Pia Kjærsgaard, til Ekstra Bladet.

Clearingssystemet er en uformel aftale mellem partierne, som sikrer, at der ikke rokkes ved flertallet til afstemninger, selv om alle medlemmer ikke er tilstede i salen. Pia Kjærsgaard siger, at clearingerne normalt er meget fornuftige, fordi folketingsmedlemmerne så kan bruge tid på andet arbejde end at gå til afstemninger. Men ikke på tirsdag:

“Netop på tirsdag, hvor det er historisk, når vi skal dømme et medlem uværdigt, synes vi, at alle skal være på pladserne og stemme,” siger Pia Kjærsgaard til Ekstra Bladet.

Inger Støjberg forlader Rigsretten efter mandagens domsafsigelse, hvor hun blev idømt 60 dages ubetinget fængsel fordi hun i følge Rigsretten handlede ulovligt, da hun som udlændinge- og integrationsminister i 2016 besluttede, at asylpar skulle adskilles, hvis den ene part var under 18 år. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Flertal vil smide Støjberg ud

Inger Støjberg blev mandag idømt 60 dages ubetinget fængsel i Rigsretten. Hun blev dømt for at have brudt ministeransvarlighedsloven, da hun i 2016 som udlændinge- og integrationsminister besluttede, at alle asylpar skulle adskilles, hvis den ene part var under 18 år.

Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige støtter Inger Støjberg og mener, at hun skal kunne fortsætte i Folketinget trods rigsretsdommen. Folketingets øvrige partier ventes at stemme for, at Inger Støjberg erklæres uværdig til Folketinget, inklusive hendes gamle parti Venstre.

“Det vil selvfølgeligt være svært for ikke mindst Venstre og De Konservative at dømme så tæt en relation uværdig til at sidde i Folketinget. Så der skal man ikke kunne sidde og gemme sig bag en clearingaftale. Der skal man ned og bekende kulør,” siger Pia Kjærsgaard til Ekstra Bladet.