Demonstranter jublede, da Pia Kjærsgaard krævede hestemishandler fængslet

0
3745
Pia Kjærsgaard taler til demonstranterne ved Tinghallen i Viborg, hvor DF holdt sit årsmøde sidste lørdag.

I ugevis er der blevet demonstreret mod stutteri Viegård i Skals, hvor der er fundet døde, mishandlede og udmagrede heste. Lørdag den 30. september var demonstrationen flyttet til DFs årsmøde, hvor Pia Kjærsgaard og DF-næstformand Majbritt Birkholm gav deres støtte til demonstranterne

“Det er imponerende så standhaftige I er. Det er takket være jer, at forholdene på Viegården endelig har fået mediernes bevågenhed. Og det er vigtigt. For det handler om levende væsener, der lider og misrøgtes på hestefabrikken Viegården”.

Sådan lød det i en højtaler fra Dansk Folkepartis dyrevelfærdsordfører Pia Kjærsgaard, da hun lørdag den 30. september på DFs årsmøde i Viborg mødtes med de henved 70 demonstranter, som lørdag efter lørdag trofast har demonstreret mod de uhyrlige forhold på Viegård Stutteri i Skals ved Viborg.

Rystende billeder af mishandlede og udmagrede heste, taget af en tidligere ansat på stutteriet, har vakt chok og harme, og for nylig blev sagen endnu mere rystende, da TV2 kunne afsløre, at der er gravet mindst 60 døde heste ned på Viegårds jorde. Heste som bærer tydeligt præg af misrøgt.

Dansk Folkeparti har fra starten engageret sig i sagen. DFs næstformand Majbritt Birkholm, der bor i Viborg-området, har flere gange markeret sig skarpt i debatten, og DF har foreslået, at der indføres et dyrepoliti, der kan styrke kampen mod dyremishandling.

“Det er imponerende så standhaftige I er,” sagde Pia Kjærsgaard til demonstranterne. DFs næstformand Majbritt Birkholm (tv.) talte også til demonstranterne.

Et borgerforslag om det samme – et dyrepoliti med udvidede beføjelser – har på bare to måneder samlet over 45.000 underskrifter, og ved lørdagens demonstration var der fuld opbakning fra DF til borgerforslaget.

“Som bekendt skal man have 50.000 støtter for at et borgerforslag kan blive behandlet som beslutningsforslag i Folketinget. Allerede efter to måneder har I nået 45.000. Det er imponerende. Klap af jer selv!,” sagde Pia Kjærsgaard – og fortsatte:

“Så der mangler kun 5000, og mon ikke de snart bliver indsamlet. Vi i DF støtter jer hele vejen”.

“Han skal i spjældet, skal han”

Pia Kjærsgaard fik adskillige klapsalver fra demonstranterne, og det kulminerede, da hun tordnede mod ejeren af Stutteri Viegård, John Byrielsen, der fortsat gribes i ulovligheder  trods flere bøder for at overtræde dyrevelfærdsloven.

“De har tydeligvis ikke har gjort det store indtryk på John Byrielsen og hans slæng. Bøderne har ikke gjort, hvad de skulle, nemlig at stoppe usympatiske typer som ham. Han skal i spjældet, skal han. Det er det, han skal,” sagde Pia kjærsgaard – og tilføjede til demonstranterne:

“Tak for jeres utrættelige kamp. Det skal nok lykkes. Vi skal passe på dyrene – det kan de nemlig ikke selv”.

“Tak for jeres utrættelige kamp. Det skal nok lykkes”