Arnes tur? DF vil have forslaget om tidlig pension lagt frem nu

0
2409
En af de socialdemokratiske plakater fra foråret 2019, hvor Arne og andre nedslidte får at vide, at det er deres tur til at kunne gå på pension.

Regeringen har udskudt sit forslag om tidlig pension for nedslidte til efteråret på grund af coronakrisen. Men hvis regeringen har et forslag klar, så læg det frem nu, så der er tid til en ordentlig debat, siger Dansk Folkepartis beskæftigelsesordfører Bent Bøgsted

Vi skulle bare lige have overenskomstforhandlingerne i 2020 overstået. Så ville regeringen lægge sit forslag om tidlig pension for nedslidte frem – dét forslag, der under sloganet “Nu er det Arnes tur” var et af Socialdemokratiets helt store løfter til danskerne før Folketingsvalget i 2019.

Men selv om overenskomsterne nu er på plads, så har regeringen stadig ikke fremlagt sit pensionsforslag. I stedet meddelte regeringen i sidste uge, at en række lovforslag udskydes til efteråret på grund af coronakrisen. Et af dem er forslaget om nedslidtes ret til tidlig pension.

“Alting handler om hele nationens fælles kamp mod coronapandemien, og det gør selvfølgelig også, at vi ikke kommer til at kunne nå alle de forløb, vi havde regnet med og ville have haft vedtaget i denne her Folketingssamling,” forklarede beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) i sidste uge til DR.dk.

”Der er nogle tidsplaner, der skrider en lille smule, men det ændrer ikke en tøddel ved vores ambition og plan om, at vi stadig har planer om at gennemføre ret til tidlig pension, der kan træde i kraft og virke den 1. januar 2021,” sagde han.

”Invitér os til forhandlinger nu”

Men den melding vækker stor undren hos Dansk Folkepartis beskæftigelsesordfører Bent Bøgsted. For hvis regeringen så godt som har en plan klar, hvilket den tidligere har ladet forstå, hvorfor lægger den så ikke bare forslaget frem, så der bliver tid til en grundig debat, spørger han.

Bent Bøgsted, beskæftigelsesordfører, Dansk Folkeparti. Foto: Steen Brogaard

“Hvis de virkelig er så langt med forslaget, som de påstår, så læg det dog frem og invitér os til forhandlinger eller bare et orienteringsmøde, så vi kan begynde at arbejde med forslaget og debattere det. Så bliver der også tid til at diskutere det ude i fagforeningerne og i a-kasserne. Hvis vi først skal diskutere det til efteråret, og regeringen går efter at loven skal gælde fra 1. januar 2021, så bliver der jo slet ikke tid til en ordentlig debat,” siger Bent Bøgsted til ditoverblik.

“Hvis de virkelig er så langt med forslaget, som de påstår, så læg det dog frem og invitér os til forhandlinger eller bare et orienteringsmøde”

Bent Bøgsted, beskæftigelsesordfører (DF)

Han bruger vendingerne “regeringen påstår” og “hvis de har en plan” flere gange. For DFs erfarne beskæftigelsesordfører er i virkeligheden temmelig skeptisk. Han mistænker regeringen for at have brugt coronakrisen som en bekvem undskyldning for at udskyde reformudspillet, fordi det har vist at være mere end svært at lave en model, der indfrier det store løfte til Arne og alle andre nedslidte.

“Jo længere tid de trækker den med at præsentere et udspil, jo mere tænker man, at de nok ikke har en model. Det var jo det helt store valgløfte fra Mette Frederiksen, så hvis regeringen rent faktisk havde en plan, så tror jeg med glæde at statsministeren ville gå ud og fremlægge den,” siger Bent Bøgsted.

Forslaget om ret til tidlig pension for nedslidte blev fremlagt af Socialdemokratiet på et pressemøde i januar 2019. Her ses et screenshot fra TV2s dækning af fremlæggelsen.

Hvem skal omfattes?

Socialdemokratiet har selv anslået, at retten til tidligere pension for nedslidte kan indføres for 3 milliarder kroner årligt. Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl anslog for nylig, at det vil koste 6 milliarder kroner. I hvert fald hvis der skal være tilstrækkelig mange grupper af nedslidte med i ordningen.

“Det store problem er, at vi ikke kan få at vide, hvilke grupper, der skal omfattes af regeringens model. Jeg synes kun det er ret og rimeligt, at danskerne nu får at vide, hvem regeringen tænker skal have denne rettighed. Ikke mindst i disse coronatider, hvor der er meget usikkerhed ude blandt folk,” siger Bent Bøgsted.

Han fastslår, at hvis regeringen satser på, at forhandlinger og lovbehandlingen kan hastes igennem til efteråret uden den store debat, så bliver det uden DF.

“Vi har ikke tænkt os i Dansk Folkeparti, at det skal være et kort forløb. Der skal være tid til at diskutere tingene, også ude blandt medlemmerne i fagforeningerne og A-kasserne. Det her skal ikke hu hej hastes igennem. Sådan arbejder vi ikke,” siger Bent Bøgsted.

Minister: Der mangler de sidste detaljer

Han rejste spørgsmålet overfor beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard i Folketingets spørgetid i onsdags. Her forklarede ministeren, at de sidste detaljer manglede, og at færdiggørelsen var blevet forstyrret af coronakrisen.

”Det er en af forklaringerne på, hvorfor vi ikke lige i dag er helt klar til at lægge modellen frem,” sagde Peter Hummelgaard.

Den begrundelse for udskydelse godtager Bent Bøgsted dog ikke.

”Selv om der mangler nogle detaljer, så kan man godt se på de overordnede linjer og komme i gang med debatten nu,” siger DF-ordføreren.

Læs også:

Hvornår bliver det Arnes tur? Mette F’s store pensionsløfte fylder ét år

Arne skal i virkeligheden på efterløn – Socialdemokratiet kritiseres for bluff