Hvornår bliver det Arnes tur? Mette F’s store pensionsløfte fylder ét år

0
3559
Statsminister Mette Frederiksen under tirsdagens partilederdebat i Folketinget. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

For præcis et år siden lancerede Socialdemokratiet sit forslag om tidlig pension for nedslidte. Men regeringen har stadig ikke præsenteret en konkret udspil. ”Regeringen må fortælle, hvad den vil,” siger DFs finansordfører Rene Christensen

I dag er det præcis et år siden, at Socialdemokratiet med partiformand Mette Frederiksen i spidsen holdt et meget omtalt pressemøde, hvor partiet lancerede et udspil om differentieret pension.

Udspillet havde overskriften ”De mest nedslidte fortjener også en værdig pension”. Men det er nok mest kendt som Arnes tur. For udspillet blev fulgt op med en massiv socialdemokratisk annoncekampagne, hvor bryggeriarbejderen Arne var en af de gennemgående figurer under overskriften ”Nu er det Arnes tur”.

Siden viste det sig, at Arne allerede havde lavet en aftale med sin arbejdsgiver, Fuglsang Bryghus, om at gå på efterløn. Så det bliver med sikkerhed ikke den Arnes tur, og spørgsmålet er, hvis tur det ender med at blive. For selv om pensionsudspillet var et af de helt store socialdemokratiske slagnumre under valgkampen, så har regeringen stadig ikke fremsat et konkret forslag til en differentieret pension. Derfor er det endnu uvist, hvilke grupper, der vil blive omfattet af regeringens model.

TV2s dækning af Socialdemokratiets pressemøde den 22. januar 2019. Screenshot fra TV2.dk

DF: Der er ikke noget at fejre

Dansk Folkepartis finansordfører Rene Christensen mener, at dagen i dag er ”en af det værste fødselsdage man kan forestille sig”. For der er ikke noget at fejre. De borgere, som føler sig nedslidt, ved endnu ikke, om de vil være omfattet af regeringens planer:

”Der er borgere, der blev stillet i udsigt, at de ville kunne komme tidligere på pension, hvis der var et rødt flertal ved folketingsvalget. Men nu er der gået mere end et halvt år efter valget, og intet er sket. Regeringen har ikke indkaldt til nogen møder, der ikke lavet nogen undersøgelser, der er afsat nul finansiering,” siger Rene Christensen.

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) har henvist til, at overenskomstforhandlingerne skal været afsluttet, inden der kan laves en aftale om differentieret pension. Men den begrundelse køber Rene Christensen ikke:

”Det her har intet med forhandlingerne om overenskomster at gøre. Det handler om pensionsregler og pensionspolitik. Så det behøver ikke at afvente overenskomstforhandlingerne”.

Det er vel ret kompliceret at lave en sådan differentieret pension. Så er det ikke rimeligt, at det tager tid?

”Jeg tror ikke, at det er særligt kompliceret, og jeg går da ud fra, at Socialdemokratiet har arbejdet med deres ide, inden de lancerede forslaget på pressemødet. De havde vel arbejdet med det et halvt års tid forinden, så nu har de efterhånden arbejdet med det i halvandet år. Uden at komme med et konkret forslag og uden at invitere til forhandlinger. Det forstår jeg ikke”.

“Jeg går da ud fra, at Socialdemokratiet har arbejdet med deres ide, inden de lancerede forslaget på pressemødet”

Rene Christensen, finansordfører, DF

Kunne Dansk Folkeparti så ikke komme sit eget forslag til en differentieret pension?

”Jamen, vi var jo med til at lave en ny seniorpensionslov før valget, som nu er vedtaget. Så vi har leveret. Men regeringen ville noget andet. Derfor sidder vi nu og venter på deres forslag. De må fortælle, hvad de vil,” siger Rene Christensen.

Den socialdemokratiske plakat med Arne Juhl. Det har siden vist sig, at kampagnens Arne har aftalt at han går på efterløn om et par år.

”God seniorpensionsordning”

Den nye seniorpensionsordning blev vedtaget i december og trådte i kraft 1. januar 2020. Den betyder, at nedslidte, der kun kan arbejde 15 timer om ugen, vil kunne søge om at gå på seniorpension fem år før folkepensionsalderen. Til sammenligning har Socialdemokratiet meldt ud, at den differentierede pension skal være en mulighed tre år før pensionsalderen.

”Det gode ved seniorpensionen er, at den er på 19.000 kroner om måneden. Til sammenligning er folkepensionens grundbeløb kun på 6500 kroner om måneden. Derfor jeg spændt på at se, hvad det er for et projekt, regeringen mener at kunne komme frem med, som er bedre end seniorpensionsordningen. For hvis regeringen kan komme med noget, der er bedre, vil vi da gerne drøfte det. Men vi ved det ikke. Det eneste vi har set indtil nu er en plakat, hvor der står at Nu er det Arnes tur,” siger Rene Christensen.

Dansk Folkepartis finans- og miljøordfører Rene Christensen. Foto: Steen Brogaard