Alex Ahrendtsen: Vi må fjerne fristelsen til at snyde ved eksamen

0
4340
Alex Ahrendtsen er DFs uddannelsesordfører. Foto: Carsten Lundager

Alt for mange unge bruger internettet til at snyde, når de er til skriftlig eksamen i folkeskolen, gymnasiet eller på universitetet. Det vil DF stoppe med et beslutningsforslag om at forbyde brug af internet til eksamen

Sluk for internettet – eller find blyant og viskelæder frem og skriv i hånden. Det er indholdet i et forslag til beslutning i Folketinget, som DF med Alex Ahrendtsen i spidsen har stillet.

Elever og studerende snyder desværre som aldrig før. I 2019 svarede godt 13 procent af eleverne i folkeskolen og 11 procent af gymnasieeleverne, at de havde snydt i de afsluttende prøver. Og der kommer hele tiden nye teknologiske redskaber på markedet, som gør det lettere. Senest ChatGPT, som på få sekunder kan give overraskende velformulerede svar på de opgaver, man stiller den. Ved hjælp af et spørgeskema kom Fagbladet Gymnasieskolen frem til, at hver sjette gymnasieelev havde kopieret svar fra ChatGPT ind i deres opgaver blot to uger efter, at den var tilgængelig.

Samtidig giver 7-skalaen, som i 1998 afløste 13-skalaen, ikke et tilpas klart billede af niveauet. Skolelærernes fagblad Folkeskolen evaluerede 7-skalaen den 13. juni 2008 og konkluderede: ”Der er gået inflation i karaktergivningen i gymnasiet og opefter. Også i grundskolen stiger antallet af 12-taller markant”.

”Lærerne, forældrene, eleverne – ja, hele samfundet har brug for et realistisk billede af, hvordan uddannelsesniveauet er i Danmark. Og det billede bliver uklart, hvis svindel med de skriftlige eksamener vinder frem,” siger uddannelsesordfører for Dansk Folkeparti Alex Ahrendtsen. Hans forslag er, at hvis ikke man kan lukke af for internet til eksamenslokalet, så må man ty til blyant og viskelæder.

”Det burde ikke være verdens undergang,” siger Alex Ahrendtsen, men indrømmer, at elevernes evne til at tage notater og skrive letlæselige tekststykker i hånden er blevet undergravet af PC, tablets og mobiltelefoner.

”Desto større grund er der til at forberede eleverne på at fungere ’analogt’ for en gangs skyld,” siger han og henviser til et studie Fat blyanten: Studie indikerer, at håndskrift styrker indlæring”, i videnskab.dk den 9. oktober.

DF-ordføreren forventer ikke, at forslaget vil udløse begejstring hos elever og forældre. Derfor indgår det også i DF’s forslag, at der i en overgangsperiode på fem år, før de skriftlige eksamener overgår til at være ærligt tænkearbejde og snyd-frit håndværk.

Læs hele DFs beslutningsforslag her