Af Hans-Georg Nielsen, honorær konsul for Albanien i Danmark
Dansk Folkepartis EU–ordfører Morten Messerschmidt anfører i indlægget af 25. marts i DitOverblik to grunde til, at Danmark burde have nedlagt veto i EU mod start af medlemsskabsforhandlinger med Albanien. For det første ønsker man ikke flere muslimer i EU, om end de albanske vurderes som værende sekulære, og for det andet ønsker man ikke endnu et fattigt medlemsland i EU.
Læs også: Messerschmidt: Albanien hører ikke hjemme i EU
Samlet set ser Morten Messerschmidt Albanien som et mini-Tyrkiet, som historisk har været en del af Osmannerriget.
Denne fremstilling af Albanien og albanerne er efter min opfattelse så forenklet, at den på centrale punkter er forkert.
Jeg vil i det følgende kort prøve at forklare hvorfor. Dette både historisk og ud fra 15 års tæt iagttagelse af landets udvikling.
Albanien blev mod dets vilje, og efter en hel generations stædige modstand ledet af Albanians nationalhelt Gjerg Kastrioti (Skanderbeg), omkring år 1600 indlemmet i Osmannerriget. Hverken pavestaten, Kongeriget Neapel eller republikken Venedig ydede den nødvendige støtte i kampene og det Habsburgerske rige havde som bekendt i flere hundrede år selv endda store vanskeligheder med at holde Osmannerne væk fra Wien.
Ludvig Holberg udgav i 1739 sin »Sammenlignede Historier«. Her roser han Gjerg Skanderbegs og albanernes heroiske kamp mod Osmannerriget i høje toner. Skanderbeg fremhæves som en formidabel kristen hærfører.
Det er efter min mening ikke fair at bebrejde de kristne albanere, at de måtte lære at leve med de muslimske besættere. Mange albanere konverterede, oftest af økonomiske grunde, til Islam. De bevarede dog i forbavsende grad deres kulturelle særpræg, deres selvforståelse og ikke mindst deres sprog.
Det er efter min mening ikke fair at bebrejde de kristne albanere, at de måtte lære at leve med de muslimske besættere.
Da Osmannerriget i slutningen af det 19. århundrede svækkedes og endeligt brød sammen efter 1. verdenskrig, var albanerne forberedte og erklærede i 1912 landet selvstændigt. Der fulgte nu en del tovtrækkerier med de bedrevidende europæiske stormagter, men selvstændigheden blev dog en realitet indenfor de nuværende grænser. Dog kun indtil 1939, hvor Italien besatte landet. Italienerne afløstes i 1943 af tyskerne, og så etableredes i 1946 under ledelse af Enver Hoxha, som studerede bl.a. på Sorbonne, det benhårde kommunistiske diktatur, som heldigvis faldt sammen i 1991.
Dette regime byggede på en særdeles snæversynet, nærmest arrogant, nationalisme og småborgerlig sig-selv-nok tankegang. Religion blev forbudt, kirker blev lukket og præster blev myrdet. Man lukkede grænserne og fortalte albanerne, at alt (godkendt) albansk var godt og alt udefra var en trussel.
Albanerne stod derfor i 1990´erne overfor den ganske krævende opgave at opbygge en liberal / kapitalistisk økonomi og et vestligt parlamentarisk demokrati.
Økonomien og institutionerne lå i ruiner, og befolkningen var klart præget af de traumatiske oplevelser under diktaturet. De første år var særdeles svære og der blev naturligvis begået fejl. Korruption er stadigvæk et problem, men som bekendt er Albanien på ingen måde alene om at kæmpe med det problem.
Jeg har siden 2005 personligt kunnet følge udviklingen i landet. På det tidspunkt var de værste traumer overstået, og befolkningen kunne skimte en bedre fremtid. Når jeg sammenligner situationen dengang og nu, hvor Albanien efter en fornem geostrategisk indsats, især fra tysk side, skal til at indlede medlemsforhandlinger, så er forskellen enorm.
Det gælder infrastruktur, byernes renovering og modernisering med bidrag fra især italienske arkitekter men også fra danske Bjarke Ingels, og det gælder især albanernes forventninger til Europa. Ikke så meget på grund af støttemidlerne, dem får man jo allerede, men det at kunne genindtræde som ligeværdigt medlem af et åbent, samarbejdende Europa.
På det kulinariske områder er der ingen tvivl om, at albanerne ligesom danskere og svenskere, er glade for kødboller, som jo efter sigende stammer fra Tyrkiet, men albanerne ser ikke mod øst, de ser mod vest og mod nord.
Man kan læse EU Kommissionens særdeles grundige vurdering af udviklingen i Albanien på kommissionens hjemmeside: https://ec.europa.eu/neighbourhood-enlargement/news_corner/news/commission-reports-progress-made-albania-and-north-macedonia_en.
Et par ord om religion. Albanien har ikke, i modsætning til Danmark, en statskirke. Forfatningen sikrer religionsfrihed. Men er der, som DFs EU-ordfører siger, tale om 3 millioner muslimer?
Først lidt statistik. Ifølge den seneste (2011) foretagne opgørelse, så er 57 % formelt sunnimuslimer, 17 % kristne og resten temmelig ligeglade. Religion er, præcis som i Danmark, ikke noget, der fylder i Albanien. Man gifter sig på kryds og tværs af religioner, og man begraves også side om side. Den danske tørklæde-fobi findes ikke. Af den enkle årsag, at man skal se godt efter for at finde et.
Religion er, præcis som i Danmark, ikke noget, der fylder i Albanien. Man gifter sig på kryds og tværs af religioner, og man begraves også side om side.
I 2009 blev Albanien fuldgyldigt medlem af Nato og Albanien har ligesom Danmark ydet et solidt bidrag til NATO – indsatsen bl.a. i Letland og Afghanistan. Den albanske premierminister beklæder p.t. formands-posten i OSCE – Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa. Så hvorfor i alverden skulle Albanien, selvsagt når forhandlingerne er afsluttet med et ok resultat, ikke høre hjemme i EU?
I modsætning til ikke så få danskere, som har et lunkent forholdt til EU, så ser 90% af albanerne med stor forventning frem til at opnå det medlemskab, som blev stillet i udsigt i 2014 da Albanien opnåede kandidatstatus.
I 2019 sagde Frankrig, Holland og Danmark, trods EU-Kommissionens klare anbefaling, nej, mens resten af EU-landene, inklusive Storbritannien, samt USA anbefalede et ja. I 2020 sagde Frankrig og Holland så ja. Jeg har ærligt talt lidt svært ved at se, hvad nytte Danmark skulle have af at nedlægge et veto. Med mindre man ønsker at Danmark skal forlade EU.
Jeg synes derimod, at det vil tjene Danmarks langsigtede interesser at genåbne Ambassaden i Tirana, som man nedlagde i 2017. Albanere ser Danmark som et mønstersamfund. Den bedste indflydelse får man, når man er til stede, hvor tingene sker. Det har f.eks. Sverige klart indset.
En afsluttende bemærkning kan være, at det ”fattige” Albanien, i skrivende stund har sendt et hold på 10 læger og 20 sygeplejersker til Italien som et bidrag til Italiens indsats mod corona pandemien.
