“Når vi stiller forslag om at frigøre piger og kvinder fra det religiøse og moralske fængsel, som det islamiske tørklæde er, så fører vi ægte kvindekamp,” sagde DFs ligestillingsordfører Mikkel Bjørn ved et 8. marts-arrangement på Christiansborg
Dansk Folkeparti markerede også den 8. marts, kendt som Kvindernes Internationale Kampdag. Men ikke til at ”finde hår i suppen” i Danmark, som medlem af Folketinget for DF Mikkel Bjørn sagde, da han talte ved et arrangement i Folketinget med den dansk-iranske performancekunstner Firoozeh Bazrafkan. Han pegede på, at hvis ordet ”kvindekamp” skal have en mening, så skal vi i stedet rette blikket mod de steder i verden, hvor kvinder, som virkelig kæmper, bliver banket, mishandlet, fængslet og endda dræbt.
”Se dét er ægte kvindekamp,” sagde Mikkel Bjørn, da han overdrog Fællessalen til Firoozeh Bazrafkan. Hun kom til Danmark kun fire år gammel med sine forældre som flygtede fra præstestyret i Iran, og hun har lært at værdsætte den gensidige respekt og ligeværd mellem kvinder og mænd, som kendetegner dansk kultur og opførsel. Hendes budskab om frihed for kvinderne i den islamiske republik Iran har gjort hende til et oplagt mål for hadefulde og mandschauvinistiske islamister såvel i som uden for Danmark.
”Kamp” – det er, når man som kvinde i Iran vover at tage sit tørklæde af og blotte sit hår,” sagde Mikkel Bjørn, og fortsatte:
”Når vi modsætter os køns-opdeling af svømmehaller, når vi prøver at modvirke fædres, brødres og fætres kontrol af piger i muslimske familier; når vi stiller forslag om at frigøre piger og kvinder fra det religiøse og moralske fængsel, som det islamiske tørklæde er, så fører vi ægte kvindekamp.”