Et stigende antal flygtninge og indvandrere rejser tilbage til hjemlandet med støtte fra den danske stat
Med støtte fra den danske stat på op til 133.866 kroner vælger stadig flere flygtninge og indvandrere at rejse tilbage til deres hjemland. I 2014 og 2015 var der ca. 150 personer, der årligt valgte at rejse hjem med repatrieringsstøtte. Men i 2016 og 2017 steg antallet til over 300, og i 2018 har 232 flygtninge og indvandrere indtil videre valgt at rejse hjem.
Det viser tal fra Dansk Flygtningehjælp, som Kristeligt Dagblad bringer.
”Vi ser en stigning, og det er positivt, nu hvor tallene har ligget meget stabilt i en årrække. Mit fokus er, at de mennesker, der kan rejse hjem og måske aldrig er faldet til i Danmark, får en mulighed for at begynde forfra i deres hjemland,” siger udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg til Kristeligt Dagblad.
I denne uge har beregninger fra Finansministeriet vist, at den danske stat sparer 2-3 millioner kroner for hver flygtning, der vender hjem. Med i det regnestykke indgår de 133.866 kroner i repatrieringsstøtte og penge til at betale flybillet og flytteomkostninger.
På baggrund af tallene mener Dansk Folkepartis udlændingeordfører Martin Henriksen, at kommunerne skal presses til at lave en mere aktiv hjemsendelsespolitik.
”Staten og kommunerne skal direkte opfordre de dårligt integrerede udlændinge til at forlade Danmark. De kan sågar få tilskud med fra staten, hvis de lover aldrig at vende tilbage igen,” sagde Martin Henriksen tirsdag til ditOverblik.dk.
Et flertal i Folketinget vedtog sidste år, at kommuner kan få 25.000 kroner i bonus for hver udlænding der vender hjem, og pr. 1. august er kommunerne blevet forpligtet til at gøre opmærksom på repatrierings-muligheden, når der er samtaler med flygtninge og indvandrere som led i beskæftigelses- og integrationsindsatsen.
Ifølge Kristeligt Dagblad er Greve Kommune som den første i landet på vej med en egentlig integrations- og hjemsendelsesplan.
”Vi vil hjælpe dem, der er her, men det mest optimale er, at man bor og lever der, hvor man er født,” siger Greves borgmester Pernille Beckmann til Kristeligt Dagblad.