Når nærmest alle videnskabsfolk er enige om at verden snart går under og det er vores skyld, skal vi måske frygte videnskabsfolkene lige så meget som klimakrisen.
Det er konklusionen på en gennemgang af klimadebatten og af alle de andre gange, hvor nærmest alle videnskabsfolk mente det samme. Den er lavet af to ledende tyske journalister med speciale i at beskrive videnskabelige forhold, Erwin Jurtschitsch og Ludger Weß. For ikke at få alle de klimabekymrede på nakken, skynder de to at slå fast, at der kommet mere CO2 i atmosfæren, og at det er menneskets skyld.
Derefter angriber de den videnskabelige verden for to forhold. Dels skaber den en dommedagsstemning, hvor folk hellere opgiver at gøre noget end reagere på de virkelige problemer. Dels er der en række ubehagelige eksempler, hvor store grupper af videnskabsfolk er enige om noget – som så viste sig at være forkert eller direkte farligt.
Dommedagsbilleder
De to skribenter angriber de videnskabsfolk, der for at få flere bevillinger og mere taletid i medierne, skræmmer folk med dommedagsbilleder som var det i en religiøs sekt. De fremhæver en meget markant tysk klimaforsker, Joachim Schellnhuber, der for tolv år siden sagde, at verden ville gå under om tretten år.
”Hvis ikke menneskeheden inden år 2020 stopper drivhuseffekten, så udsletter den sig selv – under forfærdelige kvaler,” sagde han i 2007. Og her til sommer fortsatte han ufortrødent: ”Hvis ikke verden i de næste år blevet helet, så kan den i 2020 være dødelig såret.”
Medløbere
Den slags argumenter er så blevet overtaget af kommentatorer og klimaktivister. I et YouTube angreb på den tyske regering sagde aktivisten Rezo: ”Vi har kun ni år tilbage.” Underforstået at hvis vi ikke gør det, han og hans følgere ønsker, så er det snart med verden som vi kender den.
Hans indslag er her:
For en dansker virker han måske som en harmløs snakkemaskine, men gennem hans mange følgere fik indslaget direkte indflydelse på valget til EU Parlamentet her i sommer og siden har regeringspartierne kæmpet for at virke mere grønne. Selv kansler Angela Merkel, der ikke har bekymret sig meget om den slags, taler nu om klima ved enhver lejlighed.
Sekteriske videnskabsfolk
Måske endnu mere tankevækkende er de to journalisters gennemgang af tidligere eksempler, hvor de videnskabelige kredse næsten uden undtagelse mente det samme. De nævner eksempler fra medicin, hvor man i 100 år mente at mavesår skyldtes for megen syre i mavesækken. Selv da man opdagede den egentlige grund – en særlig bakterie – gik der år inden det videnskabelige fællesskab accepterede det faktum.
De minder om den store opbakning som den såkaldte Club of Rome fik fra andre videnskabsfolk, da den i 1972 forudså verdens undergang. Senest i 1992 ville den sidste dråbe olie være brugt og senest ved årtusindskiftet ville de fleste vigtige råstoffer være opbrugt. Igen siger de to journalister, at det værste ikke var det kortsigtede i den teori, men at videnskabsfolk i hobetal sluttede sig til ideen om at verden snart ville gå under.
Eller eksemplet med racegenetik. Ideen om menneskeheden ville udslette sig, fordi mennesker med svage gener fik lov til at forplante sig, spredte sig til alverdens universiteter i begyndelsen af 1900-tallet og overbeviste titusinder af studerede folk. Det var altså ikke kun nazister, der troede på den teori og dermed nødvendigheden af racehygiejne – tværtimod byggede deres lov, der forbød mennesker, der i deres øjne var mindreværdige, på en lov fra tyverne, som socialdemokraterne havde gennemført.
Og hele den videnskabelige grundlag for den teori var – et studie af bananfluer….
De to journalisters pointe er:
”Konsens blandt videnskabsfolk er et stærkt signal, men ikke et bevis for at en teori er rigtig. Og når kritik bliver stemplet som kætteri, så bliver det brandfarligt.”
Læs hele artiklen her hos netmediet Salonkolumnisten: GEGEN DIE PANIKMACHER
