Erik Høgh-Sørensen, der er regionsrådsmedlem for Dansk Folkeparti og tidligere EU-korrespondent for Ritzau, mener at danske mediers EU-dækning har slagside til fordel for EU, og han er ikke overrasket over, at DR-korrespondent tilsyneladende er gået over stregen i dækningen af Meld & Feld-sagen. Det siger han i en podcast på netmediet 180grader.dk
Erik Høgh-Sørensen, der er tidligere EU-korrespondent for Ritzau og i dag er regionsrådsmedlem for Dansk Folkeparti, er ikke overrasket over sagen om Danmarks Radios korrespondent i Bruxelles, Ole Ryborg, der i følge B.T selv har bidraget aktivt med oplysninger til EU-efterforskerne i Meld & Feld-sagen.
Det siger Erik Høgh-Sørensen i et podcast-indslag med det borgerlige netmedie 180grader.dk
Erik Høgh-Sørensen, der var EU-korrespondent 2004-2009, har skrevet bogen “Mod vinden – Danmarks plads i Europa” om sine oplevelser med EU-systemet. Han mener generelt at danske mediers EU-korrespondenter er EU-positive og at det påvirker deres dækning, og det mener han ikke mindst er tilfældet med DRs dækning.
“Ole Ryborg har altid haft ry for at være ekstremt EU-positiv. At han så går helt over stregen, det undrer mig måske en lille smule, men endnu er der også mange ting, der fremstår uklart i sagen,” siger Erik Høgh-Sørensen.
Han mener, at det største problem i sagen er, at DR’s nyhedschef Thomas Falbe ikke synes det er noget problem, at Ole Ryborg selv har opsøgt OLAF med informationer i sagen. Thomas Falbe kalder det helt almindelig journalistisk praksis – i følge ham har Ole Ryborg som led i sin research bare henvendt sig til OLAF for at høre om de oplysninger, som DR havde fundet frem til, var en del af OLAFs efterforskning.
“DR’s ledelse, herunder nyhedschef Thomas Falbe, har ikke forstået, at der er et problem, og det er sådan set værre. Det problematiske er, hvis han ikke står ved, at han rent faktisk har indleveret oplysningerne,” siger Erik Høgh-Sørensen med henvisning til, at Ole Ryborg i følge en afhøringsrapport fra EUs antisvindelenhed OLAF, som B.T. refererer til, skulle have betinget sig, at det ikke måtte fremgå, at han havde leveret oplysninger til OLAF.
“Man kan selvfølgelig godt opsøge en myndighed som journalist for at vise dem nogle dokumenter. Det har jeg selv gjort. Men så man må stå ved det, og det er jo her at kæden hopper af for Danmarks Radio og Ole Ryborg,” siger Erik Høgh-Sørensen.
Podcasten på 180graden kan aflyttes her
Læs også:
BT: DR’s Ole Ryborg spillede hemmelig dobbeltrolle i Meld & Feld-sagen
Kræver redegørelse om DR-korrespondents rolle i Meld & Feld-sagen