Thulesen Dahl: Vi vil søge maksimal indflydelse

0
2245
Dansk Folkepartis partiformand Kristian Thulesen Dahl holder sin beretning på DF's Årsmøde der startede i Herning Kongrescenter lørdag. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Dansk Folkepartis formand er parat til at samarbejde med både Venstre og Socialdemokratiet efter et valg, og partiet er klar til at gå i regering, fastslog Kristian Thulesen Dahl i sin tale på Dansk Folkepartis årsmøde lørdag

Dansk Folkeparti går efter at få maksimal indflydelse efter næste valg, og hvis det kræver opbakning til en socialdemokratisk ledet regering, så er partiet klar til det. Det slog Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl fast lørdag på partiets årsmøde i Herning.

”Hvis telefonen ringer fra Mette Frederiksen, så tager vi den. Vores mandater vil aldrig blive brugt til brok og til at sætte os over i hjørnet og surmule. Vi holder alle døre åbne for at søge størst mulig indflydelse, så hvis det ender med rødt flertal, så kender du mit nummer, Mette,” sagde Kristian Thulesen Dahl.

Dansk Folkeparti håber dog stadig på et borgerligt flertal, så Lars Løkke Rasmussen (V) kan fortsætte som statsminister, og DF er klar til at gå med i regering, understregede Kristian Thulesen Dahl:

”Det bliver aldrig et mål i sig selv for os at komme i regering. Men omvendt skal vi heller ikke være bange for det, hvis det er derigennem, vi kan få størst politisk indflydelse. Og meget tyder på, at omstændighederne kan være sådan efter det kommende valg, at indflydelsen er størst, hvis vi viser os parate til regeringsansvaret. Og derfor siger jeg: Hvis danskerne giver os det tilstrækkelige rygstød, erklærer vi os hermed parate til at tage ansvaret – også som regeringsparti,” sagde DF-formanden.

Men det bliver i givet fald en regering, hvor Liberal Alliance ikke skal sætte kursen:

”Selvfølgelig skal Liberal Alliance have indflydelse svarende til deres opbakning fra danskerne. De skal tages alvorligt og respekteres. Men det skal være slut med, at LA kan diktere, hvad eksempelvis Venstre må samarbejde med os om. Hvilke kompromisser vi må lave – hvor vi eksempelvis også kan få Socialdemokratiet med. Derfor skal vi have en ændring af regeringen efter næste valg,” sagde Kristian Thulesen Dahl.

DF’s Årsmøde der startede i Herning Kongrescenter lørdag. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Rigtigt ikke at gå i regering i 2015

Men hvorfor gik Dansk Folkeparti så ikke i regeringen efter valget i 2015 som gjorde partiet til Danmark næststørste? Kristian Thulesen Dahl er fortsat af den opfattelse, at det var den rigtige beslutning:

”Jeg mener, at de sidste par år har vist, at det var rigtigt af os ikke at gå med i regeringen dengang i sommeren 2015. Det stod – og står for mig stadig klart – at Venstre dengang ønskede at gå selv. Der var ikke reelle forhandlinger om et regeringsgrundlag, hvor vi i tilstrækkelig grad kunne få vores politik med. Vi kunne glemme alt om grænsekontrol. Vi kunne glemme alt om grænser for mere EU. Der kunne ikke rejses spørgsmål ved konventioner. Og der måtte ikke være en realvækst i den offentlige sektor, der kunne sikre de ældre, sundheden, trygheden. Vi nåede derfor frem til, at vi kunne få mere igennem udenfor en regering end indenfor. Det er jeg ikke i tvivl om, var rigtigt”.

Men nu har både Venstre og Socialdemokratiet rykket sig, og derfor er Dansk Folkeparti også parat til at samarbejde i begge retninger:

”Vores plan A – vores anbefaling til danskerne – er altså, at vi ved valget peger på Lars Løkke Rasmussen som fortsat statsminister, men for en nydannet regering, hvor vi også selv er parat til at tage regeringsansvar. Men hvis danskerne sammensætter Folketinget, så vores plan A ikke kan lade sig gøre, vil vi holde alle kort åbne for at sikre Dansk Folkeparti størst mulig indflydelse,” sagde Kristian Thulesen Dahl i sin formandstale.

Dansk Folkepartis partiformand Kristian Thulesen Dahl ses her med blomster efter at være blevet genvalgt til formand ved DF’s Årsmøde. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix