Spørgsmålet om muslimsk bønnekald er en kamp om Danmarks sjæl og danskernes kulturelle identitet

0
1895
Martin Henriksen taler på DFs årsmøde. Foto: Carsten Lundager

Af Martin Henriksen, medlem af Dansk Folkepartis hovedbestyrelse

Spørgsmålet om det muslimske bønnekald er en kamp om nationens kulturelle identitet. Så kort og præcist kan det siges, og nu er spørgsmålet desværre igen aktuelt fordi en ny kæmpe moske med plads til næsten tusind bedende muslimer snart står færdig på Vesterbro i København. Vi har tidligere haft diskussioner i forhold til Aarhus, Slagelse, Holbæk osv., og nu står altså de stakkels beboere på Vesterbro for skud.

Jeg så allerhelst, at vi med grundloven i hånden helt forbød moskebyggeri i Danmark, og jeg ville såmænd ikke ligge søvnløs såfremt der en dag kom et politisk flertal der direkte gik efter at lukke moskeer. Det vil jeg gerne.

Men som absolut minimum bør vi forbyde muslimsk bønnekald i det offentlige rum. Jeg mener derfor, at muslimsk bønnekald fremover bør reguleres og forbydes ved lov. Det er indlysende ikke holdbart, at en borgmester, et lokalt udvalg, den lokale politidirektør eller en kommunal teknisk afdeling kan sige ja, nej eller tja til, at moskéer indkalder til muslimsk bøn i offentligheden. Afgørelsen ligger det helt forkerte sted. Det er tværtimod et afgørende landspolitisk emne, hvorfor området skal løftes til Christiansborg, som straks bør meddele et landsdækkende forbud uden nogle former for undtagelser. Der skal bare siges nej.

Der har desværre aldrig været flertal for at regulere området, da en sådan regulering uundgåeligt vil medføre et større politisk ansvar for samfundsudviklingen. Det har været – og er – nemmere blot at kunne mene noget om emnet og så ellers skubbe ansvaret fra sig med henvisning til fastsatte støjgrænser, kommunalt selvstyre, lokale politijurister eller med henvisning til spørgsmålet om religionsfrihed.

Men i takt med at Danmark bliver mere og mere islamisk, bliver landspolitikerne selvsagt nødt til at regulere området, for hvis ikke de gør det, så er det det samme som at sige, at islamiseringen af det offentlige rum er i orden. Der er altså tale om, hvis ikke en direkte, så i hvert fald en indirekte accept af muslimsk bønnekald i Danmark. Det er situationen i dag.

Vi kan ikke overlade den slags samfundsdefinerende beslutninger til embedsfolk i kommunerne eller til juristerne hos politiet. Det er emnet for vigtigt til.

Vi kan heller ikke bare afvente, at der en dag kommer en eller anden dom fra domstolene, for spørgsmålet er så centralt for nationen, at det kræver politisk stillingtagen på højeste niveau.

Spørgsmålet er selvfølgelig også, om der overhovedet stadig er et bredt folkeligt og politisk ønske om, at Danmark fremadrettet skal være et land der tør at stå ved sin kristne kulturarv og sin tradition for demokrati, ytringsfrihed mm., og om det så også skal afspejles i vores samfund, eller om det bare skal være noget, vi taler om ved festlige lejligheder. En ting er sikkert: vi kan ikke på sigt opretholde et samfund, der hviler på hverken kristne værdier eller demokratiske værdier, såfremt islamiseringen af det offentlige rum fortsætter uden nævneværdig modstand.

Jeg har selv for mange år siden besøgt en moské i Malmø, hvor man åbent kaldte til bøn offentligt, og der er ingen tvivl om, at vi i fremtiden vil se flere moskéer gøre det samme. Og det ser vi jo så allerede nu, for der bliver faktisk med jævne mellemrum indkaldt til muslimsk bøn i det offentlige rum i Danmark.

Men er det virkelig det Danmark, som de fleste danskere ønsker, når det kommer til stykket?

Jeg vil insisterer på at det danske folk har førsteretten til landet – det må vi aldrig glemme. Det skylder vi dem, der kom før os og også dem, som kommer efter os.

Muslimsk bønnekald er ikke bare et spørgsmål om kommunale støjgrænser. Det er et spørgsmål om Danmarks sjæl, og om vores fælles kulturelle identitet som folk.