Søren Espersen: Lad Hjemmeværnet stå for grænsekontrollen

0
2129
Grænsekontrol ved den dansk-tyske grænse i Sønderjylland. Arkivfoto: Syd- og Sønderjyllands Politi

DFs næstformand, der er kommitteret for Hjemmeværnet, anbefaler at lade hjemmeværnet overtage forsvarets opgave med at bevogte den danske grænse

Hjemmeværnet kan overtage en stor del af opgaven med at bevogte og kontrollere den dansk-tyske grænse.

Det mener Dansk Folkepartis næstformand Søren Espersen, der er kommitteret for Hjemmeværnet, det vil sige at han er politisk udpeget medlem af hjemmeværnledelsen.

To chefer i hæren kritiserede søndag i Jyllands-Posten, at forsvaret skal levere soldater til grænseovergangene i Sønderjylland og Rødby. Lige nu er 248 soldater sendt til den dansk-tyske grænse, hvilket går ud over deres træning og betyder, at der mangler soldater, når Danmark deltager i øvelser med andre Nato-lande. Sådan lød kritikken fra de to chefer, hærchef Michael Lollesgaard og chefen for hærens 1. Brigade, brigadegeneral Henrik Lyhne.

De advarede om, at det har konsekvenser for opbygningen af den 4000 soldater store brigade, som fra 2023 skal være klar til at bistå Nato i internationale operationer.

Men dét problem kan hjemmeværnet løse, mener Søren Espersen. Hjemmeværnet deltager i forvejen i grænsekontrollen med en mindre enhed, og ifølge Søren Espersen kan man levere lige så mange folk, som der er behov for til grænsen.

”Hjemmeværnet består af 46.000 mand, hvoraf cirka 16.000 er aktive, så man vil kunne skaffe alle dem, der er behov for. Forsvarsministeriet ved, at hjemmeværnet kan løse opgaven. Så det er blot et spørgsmål om, at Forsvarskommandoen går til ministeriet og anbefaler, at man indsætter Hjemmeværnet,” siger Søren Espersen.

Kan klare 90 procent af opgaven

Han mener, at Hjemmeværnet vil kunne løse 90 procent af opgaverne i forbindelse med grænsekontrollen. De resterende 10 procent skal klares af ledende politifolk. Dermed vil hjemmeværnet også kunne aflaste politiets arbejde ved grænsen.

Hjemmeværns-løsningen vil dog koste ekstra, fordi de frivillige hjemmeværnsfolk skal kontraktansættes og aflønnes med ca. 23.000 kroner om måneden. Men hvis forsvarskommandoen anbefaler denne løsning, er Søren Espersen overbevist om, at hele forsvarsforligskredsen vil bakke op.

”Pengene er ikke problemet. De kan skaffes. Og hvis man kombinerer med elektronisk overvågning på de mindre grænseovergange, behøver det ikke at blive så dyrt,” siger Søren Espersen.

Minister afviser

Venstre ser ifølge Jyllands-Posten også positivt på at lade Hjemmeværnet overtage en større del af opgaven. Forsvarsminister Trine Bramsen (S) mener derimod ikke, at der er grund til ændringer.

»Forsvaret skal være der, hvor der er behov for det, og det handler altså også om grænsekontrol, som det er nu. Politiet er også presset, og alle andre myndigheder er presset,« siger hun til Jyllands-Posten.