Skræmmebilleder i debatten om Brexit

0
1728
29. marts 2019 forlader Storbritannien EU.

Briterne bliver mødt med daglige skræmmehistorier om risikoen ved en hård Brexit. Mangel på medicin og sammenbrud i fragten til Frankrig får megen omtale hos især modstanderne af Brexit 

Det britiske toldvæsen har advaret om kaos på den engelske kanal i en rapport, der er blevet lækket. Handlen med Frankrig kan falde med mere end 75 procent i de første måneder efter et farvel til EU uden en aftale, heddet det i rapporten, der går ud fra det værste tænkelige. Man forestiller sig at de franske toldere gør brug af alle muligheder for at bremse handlen, men rapporten tager ikke højde for om franskmændene har kapacitet eller politisk vilje til at gribe så hårdt ind.

Senest har også danske Novo Nordisk, der står for insulin til mere end halvdelen af diabetikerne i Storbritannien, blandet sig i koret af bekymrede. Til Sky News siger koncernen, at den britiske regering må sikre sig andre transportveje for medicin end gennem Dover, der ventes at blive en flaskehals med øgede kontroller. General manager for Novo Nordisk i Storbritannien, Pinder Sahota, advarer:

”Større lagre er en af mulighederne, men er ikke den eneste. At få lagrene fyldt op igen efter Brexit er næste fase, og her er meget udenfor vores kontrol.”

Novo Nordisk har selv sørget ekstra lagre til 18 ugers behov og har sikret sig at kunne flyve insulin ind til kunderne i Storbritannien. Samtidig virker advarslen lidt overflødig, da regeringen i London allerede har sikret sig ekstra plads på færger fra blandt andre DFDS til livsvigtige produkter som medicin.

Den japanske elektronikgigant Sony meddelte tirsdag, at den vil flytte sit europæiske hovedsæde fra London til Holland på grund af Brexit. Men Sony vil fastholde sine aktivitetr i Storbritannien. Foto: Kazuhiro NOGI / AFP

Politikere i panik

Mens den brede offentlighed reagerer relativt afdæmpet, er politikerne ved at gå i panik. I går truede en række medlemmer af den konservative regering med at trække sig, hvis de ikke kunne bryde med partiets eller rettere Theresa Mays linje. Hun ønsker at en hård Brexit stadig er mulighed – måske for at stå stærkere i forhandlinger med EU.

Men i deres bekymring over det kaos, som de forestiller sig efter en hård Brexit, ønsker mange konservative at gå sammen med oppositionen. Sammen vil de vedtage en lov, der udelukker en hård Brexit. Samtidig taler flere og flere om en ny folkeafstemning, hvor briterne kan fortryde deres nej til EU.

Det sidste har lederen af oppositionen, Jeremy Corbyn, nu efter lang tids tøven kaldt for en klar mulighed. Han har samtidig foreslået en afstemning om at udelukke en hård Brexit, men det er kun et af mange forslag til næste uges nye afstemning om Brexit. Det bliver i sidste ende formanden for parlamentet, den kontante John Bercow, der kommer til at beslutte, hvilke forslag, der skal til afstemning.