Tyrkiets præsident Erdogan vil genindføre lov, så mænd kan blive frikendt for voldtægt mod mindreårige piger, hvis de gifter sig med offeret. DFs retsordfører Peter Skaarup vil vide, om loven kan ramme turister
Nyheden om, at Tyrkiet er på vej med en lov, så mænd kan blive frikendt for voldtægt af mindreårige piger, hvis de gifter sig med offeret, vækker ikke bare forargelse og chok langt uden for Tyrkiets grænser. Nu fører den også til et spørgsmål til justitsminister Nick Hækkerup (S).
Det er Dansk Folkepartis retsordfører Peter Skaarup, der rejser sagen overfor den danske justitsminister. Skaarup vil vide, om loven, der skal vedtages i det tyrkiske parlamentet i næste uge, kan få betydning for turister.
Peter Skaarup har stillet dette spørgsmål:
Vil ministeren oplyse, om den lov, som Tyrkiets præsident Erdogan vil indføre, og som giver mænd frihed fra at blive dømt for voldtægt af en mindreårig, hvis de gifter sig med offeret, også vil gælde, hvis man er turist i Tyrkiet.
Det var Kristeligt Dagblad, der onsdag skrev om den kommende lov, som er en genindførelse af en lov, der blev afskaffet i 2005. Bag initiativet står Tyrkiets præsident Recep Tayyip Erdogan og hans islamiske parti for Retfærdighed og Udvikling (AKP). De forsøgte allerede i 2016 at få genindført loven men opgav på grund af internationale protester. Men nu gør AKP et nyt forsøg, trods fordømmelser fra FN og internationale protester.
“Det kan løse problemet med børnebryllupper, der stadig er en realitet i Tyrkiet, for de mænd, der er involveret i det, er ikke voldtægtsforbrydere,” har Tyrkiets justitsminister Bekir Bozdag brugt som begrundelsem ifølge Kristeligt Dagblad.
Lignende love er i det seneste årti blevet afskaffet i lande som Egypten, Jordan, Libanon, Marokko, Tunesien og det palæstinensiske selvstyre. Kvindeaktivister i den muslimske verden har kæmpet hårdt mod lovene, der ses som grønt lys for voldtægt, børneægteskaber og seksuelle overgreb.