Regeringens forslag om at slukke FM-båndet og udskifte det med DAB-radio fra 2023 er et unødvendigt prestigeprojekt, som vil sende en større regning videre til forbrugerne, mener Dansk Folkepartis medieordfører Morten Marinus
Mange danske bilister må ryste op med flere tusinde kroner, hvis regeringen får held med at slukke FM-båndet, så radiolytning fremover skal ske via DAB- eller digital radio.
I dag er det kun mellem 1 og 40 procent af nye danske biler, der leveres med DAB-radioer, og i følge De Danske Bilimportører koster det 2500-6000 kroner at skifte en FM-bilradio ud med en DAB-bilradio.
Fra 2023?
Regeringen har i sit medieudspil lagt op til, at FM-båndet skal skrottes og erstattes af DAB-radio og digital radio. I første omgang lød oplægget, at det skulle ske allerede fra 2021. Efter kritik fra både Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet, har kulturminister Mette Bock dog erklæret, at hun er indstillet på, at slukningen af FM-båndet kan udskydes til 2023.
Men det er ikke godt nok, mener Dansk Folkepartis medieordfører Morten Marinus. Han vil have slukningen af FM-båndet udskudt til tidligst 2026.
”Slukningen af FM-båndet er et prestigeprojekt, som blot vil ende med, at man sender en regning videre til forbrugerne. Vi har et veldrevet FM-sendenet, som vedligeholdes for at overkommeligt beløb hvert år,” siger Morten Marinus.
DAB-radio svækker trafiksikkerheden
Han mener også, at det af sikkerhedsmæssige årsager er en dårlig ide at lukke ned for FM:
”Vi har et driftsikkert FM-bånd, som kan give lokale beredskabsmeddelelser, både trafikale og andre typer meddelelser. Det kan man ikke på DAB-sendenettet. Hvis man skal sende trafikmeddelelser ud via DAB, så kommer man til at blokere hele sendenettet, og så får man meddelelser for hele landet,” siger han.
Men det kan vel være på plads i 2023?
”Det er muligt, men det har vi ikke set beviser på endnu”.
Men tror du ikke at nye biler i 2023 vil være udstyret med DAB-radioer?
”Hvorfor skulle bilbranchen på verdensplan indrette sig efter hvilke radiosignaler, vi har i Danmark? Det tror jeg simpelthen ikke kommer til at ske. Det bliver en ekstraudgift, som bilisterne selv kommer til at betale”.
Men Norge har valgt at lukke sit FM-bånd ned?
”Norge havde et nedslidt FM-sendenet, som de skulle investere rigtig mange penge i, hvis det skulle bevares. Det er ikke situationen i Danmark. Vi har et veldrevet FM-sendenet, der fungerer,” siger Morten Marinus.
Dansk Folkeparti har i medieforhandlingerne lagt op til, at diskussionen om FM-sendebåndet tidligst tages op to år efter, at mere end 50 procent af radiolytningen sker på DAB eller digitalt, inklusiv bilradioer. I 2017 var andelen af digital radiolytning i Danmark på 29 procent, fordelt på 18 procent DAB, 9 procent digital og 2 procent kabel.