Regeringen lovede flere ansatte til ældreområdet – det er gået stik modsat

0
2918
Arkivfoto

Der er færre ansatte pr. ældre i den kommunale ældrepleje, end før S-regeringen kom til magten i 2019. Det viser nye tal fra Indenrigs- og Boligministeriet, skriver NB-Økonomi

“Det skal være trygt at blive gammel i Danmark, og vores ældre har krav på at blive behandlet med omsorg, værdighed og en stærk faglighed. Med denne aftale løfter vi kvaliteten i vores ældrepleje gennem flere medarbejdere og flere, der kan gå fra ufaglært til uddannet”.

Sådan lød det fra social- og ældreminister Astrid Krag (S), da hun sidste år præsenterede en politisk aftale med regeringens røde støttepartier om flere penge til ældrepleje. I alt blev der afsat knap en halv milliard kroner ekstra årligt, så kommunerne kan ansætte over 1000 nye medarbejdere i ældreplejen.

Både i 2019 og i 2020 blev der også sat flere penge af på Finansloven, så ældreplejen kunne styrkes.

Derfor skulle man tro, at der nu er flere til at tage sig af de ældre, sammenlignet med i 2019, hvor Socialdemokratiet kom til magten.

Men sådan er det ikke gået. Onlinemediet NB-Økonomi skriver onsdag, at der nu er færre medarbejdere pr. 1000 ældre i den kommunale ældrepleje end før regeringsskiftet.

Faktisk er antallet faldet støt siden 2013. Ifølge en større analyse, som Indenrigs- og Boligministeriet har lavet, var der 63,2 ansatte pr. 1000 ældre i 2013. I 2021 var tallet faldet til 56,3.

Forklaringen er sandsynligvis, at andre områder er blevet dyrere. Det gælder ikke mindst handicapområdet, som ikke er blevet tilgodeset ved den årlige økonomiaftale mellem regeringen og kommunerne. Derfor har kommunerne brugt penge, som skulle dække demografien (at der bliver flere ældre, red.), til andre områder.

Ifølge NB-Økonomi sprængte handicapområdet i 2021 budgetterne med hele ca. 2 milliarder kroner.