Radikaliseret i moskeen? Teenagesøstre fra Vestegnen ville kæmpe for Islamisk Stat

0
1762
IS-krigere i Syrien. Foto: Uncredited/Ritzau Scanpix

En 22-årig kvinde, som onsdag blev varetægtsfængslet, sigtet for at have tilsluttet sig Islamisk Stat, er ikke familiens eneste IS-sympatisør. Hendes lillesøster blev i 2018 dømt for forsøg på at slutte sig til Islamisk Stat, viser en afdækning i Berlingske

Den 22-årige kvinde, som tirsdag blev anholdt i Københavns Lufthavn og nu er varetægtsfængslet, mistænkt for at have arbejdet for Islamisk Stat, er en del af en familie fra den københavnske vestegn, der har radikale, islamiske sympatier. Det fremgår af en artikel i Berlingske.

I følge avisen er den 22-åriges lillesøster tidligere blevet dømt for forsøg på at slutte sig til Islamisk Stat. Det skete i 2018, efter at lillesøsteren i 2017 var blevet forsøgt hvervet af sin storesøster, der havde skaffet hende en såkaldt tazkiyah, den officielle ”adgangsbillet” til det forjættede kalifat.

Lillesøsteren kom dog aldrig afsted. Hun havde planlagt at rejse til Raqqa, kalifatets hovedsæde i Syrien, med sin mand og to venner. Men hun måtte opgive turen, fordi moderen gemte hendes pas.

De tre andre kom afsted. Men de strandede i Tyrkiet, hvor de blev anholdt med falske ID-papirer. Efterfølgende blev de udleveret til Danmark, hvor de i 2018 fik en dom ved retten i Glostrup på tre års fængsel samt udvisning af Danmark. Kun lillesøsteren blev ikke udvist, fordi hun har dansk statsborgerskab.

“Højtrangerende medlem af Islamisk Stat”

I følge Berlingske rejste den nu anholdte storesøster, som avisen kalder ”AAM”, i 2016 til Tyrkiet og derfra videre til Syrien. Her blev hun i følge de tyrkiske myndigheder et “højtrangerende medlem af Islamisk Stat. Hun fik bl.a. til opgave at rekruttere vestlige kvinder til terrorbevægelsen, og hun havde kontakt til IS-medlemmer i Tyrkiet.

I sigtelsen, som blev læst op i retten onsdag, står der, at den 22-årige mistænkes for at “lade sig hverve til at begå terrorhandlinger og fremme terrorbevægelsens virke”. En sigtelse, der er nogenlunde identisk med sigtelsen i 2017, hvor AAM blev varetægtsfængslet in absentia og hvor der blev udstedt en international arrestordre på hende.

Kom i Nørrebro-moské

Både Berlingske og Weekendavisen har tidligere skrevet om de to søstre. De har blandt andet afdækket, at søstrene kom i Taibamoskéen på Nørrebro, og at de var tilknyttet en pigegruppe, som var en del af studiekredsen “Udforsk Islam”. Her var de fleste deltagere iklædt niqab, den muslimske klædedragt, som dækker alt på nær øjnene. Niqaben, som i 2018 blev forbudt at bære offentligt i Danmark, forbindes ofte med salafisme, der er en ekstrem islamisk retning, som mange fremmedkrigere sympatiserer med.

Da AAM onsdag blev fremstillet i retten i Glostrup, var niqab’en erstattet af en sort kjole med et turkis tørklæde. Kvinden blev ført ind i retten med hænderne på ryggen i håndjern. Her fik hun læst sigtelsen op, men hun afviste at afgive forklaring, og hun nægter sig skyldig i anklagerne.

Blandt de opsigtsvækkende oplysninger i Berlingske er, at den 22-årige AAM i Syrien skulle være blevet gift som kone nummer to til en terrordømt dansk mand. Denne oplysning har Berlingske fra Weekendavisen. Det fremgår også, at de to søstres far i 2015 deltog i begravelsen for terroristen Omar El-Hussein.

Læs mere i Berlingske her