Qvortrup: Statsministerens departementschef kan få problemer i minksagen

0
2846
Statsminister Mette Frederiksens nærmeste medarbejder, departementschef Barbara Bertelsen, var utålmodig efter at få minkaflivningen i gang, fortæller en anonym minister til Henrik Qvortrup. Foto: Emil Helms/Scanpix 2021

Statsministeriets departementschef Barbara Bertelsen kan få ørerne i maskinen, når mink-kommissionen skal afdække den ulovlige beslutning om at aflive alle mink i Danmark

Statsministeriets departementschef Barbara Bertelsen kan komme i problemer, når granskningskommissionen skal kulegrave regeringens ulovlige beslutning om at aflive alle mink i Danmark.

Det vurderer B.T.’s politiske redaktør Henrik Qvortrup.

I en kommentar på bt.dk skriver Qvortrup, at en minister, han har talt med, siger at “hun får problemer” om Barbara Bertelsen.

Det, der kan give landets mest magtfulde embedsmand problemer, er hendes utålmodighed og ønske om, at minkaflivningen skulle iværksættes hurtigst muligt. En utålmodighed hun skulle have kommunikeret pr. sms.

“Den pågældende minister henviser til, hvordan Bertelsen var nærmest manisk optaget af, at minkaflivningen skulle ske hurtigt. Samt til, at hun luftede sin utålmodighed over for flere myndigheder – også på et tidspunkt, da det stod klart, at der ikke var tilstrækkelig lovhjemmel. Ifølge kilder er en stor del af denne kommunikation sket pr. sms,” skriver Henrik Qvortrup.

Håndteringen af coronanedlukningen er blevet kortlagt af en udredningsgruppe med professor emeritus Jørgen Grønnegaard Christensen i spidsen. Gruppen har ike medtaget sms’er i kortlægningen af regeringens beslutning, men det vil formentlig ske, når granskningskommissionen skal afdække beslutningen om at aflive alle mink. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix)

 

For nylig udkom Grønnegaard-rapporten om håndteringen af corona-nedlukningen sidste forår. Her kan man læse, hvordan Barbara Bertelsen bombarderede kolleger med mails i dagene omkring den 11. marts, da regeringen lukkede Danmark ned.

Til gengæld har Grønnegaard-udvalget undladt at medtage sms’er i sin kortlægning. Af samme grund optræder statsministerens daværende højre hånd Martin Rossen slet ikke i rapporten. Rossens primære værktøj, når han udstikker ordrer, er nemlig sms’er.

Barbara Bertelsen fyrer også gerne sms’er af – og gerne lige så impulsivt og på skæve tidspunkter, som Martin Rossen. Og her kommer problemet: For i modsætning til Grønnegaard-rapporten, så ventes granskningskommissionen at medtage sms-kommunikation, når minkskandalen skal afdækkes.

“Dermed kan Barbara Bertelsen komme i problemer. Ultimativt kan det betyde, at Mette Frederiksen må sige farvel til den sidste af sine to allernærmeste rådgivere,” skriver Henrik Qvortrup i sin analyse i B.T.

Henrik Qvortrups analyse kan læses her

Læs også:

Eksperter: Aflivning af mink byggede på forkert grundlag