Politikere vil have flere indvandrere i politiet. DF-ordfører advarer mod særbehandling

0
4557
97,9 procent af den danske politistyrke er etniske danskere, viser tal fra Rigspolitiet. Foto: Kim Matthai Leland

Dansk Folkepartis retsordfører Peter Kofod kan ikke se problemet i, at 97,9 procent af politistyrken er etniske danskere. “Det er ligegyldigt, om danske politifolk er indvandrere, rødhårede eller kommer fra Vestjylland,” siger han. Flere partier vil øge andelen af betjente med indvandrerbaggrund

Er det et problem, at kun 2,1 procent af den danske politistyrke består af indvandrere og efterkommere af indvandrere?

Ja, mener flere partier i folketinget, bl.a. Venstre, De Radikale og Socialdemokratiet. De ønsker langt flere indvandrere i politistyrken. Nej, mener Dansk Folkepartis retsordfører Peter Kofod. Han kalder det ligegyldigt, om danske politifolk er ”indvandrere, rødhårede eller kommer fra Vestjylland”.

Baggrunden for diskussionen er et svar fra Justitsministeriet til Folketingets retsudvalg. Det viser, at ud af ca. 11.000 ansatte i den danske politistyrke, er kun 228 indvandrere eller efterkommere af indvandrere. 181 af disse har en ikke-vestlig baggrund.

”Jeg kan ikke se, at det er et problem. For mig er det afgørende, at adgangskravene er ens for alle. Hvis man gør sig umage, træner sig op og har et brændende ønske om at blive politibetjent, så kan man blive optaget, uanset om man hedder Per, Poul eller Mohammed, og sådan skal det være,” siger Peter Kofod.

Radikale: Spørgsmål om legitimitet

De Radikales Sofie Carsten Nielsen siger til Jyllands-Posten, at sammensætningen skal ændres af hensyn til politiets legitimitet i befolkningen.

”Det skaber legitimitet hos politiet, når de borgere, man møder, kan genkende sig selv i politiet. Det er vigtigt, at befolkningen er repræsenteret i alle offentlige funktioner,” siger hun.

Venstres retsordfører Preben Bang Henriksen siger at politiet “skal afspejle det samfund, de betjener”.

“Er man selv fra en bestemt befolkningsgruppe, så har man jo en forståelse for kulturen, og det er vigtigt for politiet,” siger han til Jyllands-Posten.

Hvad partierne, der ønsker flere betjente med indvandrerbaggrund, vil gøre, er der  ingen konkrete bud på. Peter Kofod er spændt på at høre deres forslag, men han advarer samtidig:

”Jeg er meget bekymret for den udvikling, hvor man begynder at tage særlige hensyn til bestemte grupper. I USA diskuterer man kvoter for forskellige etniciteter. Den slags er jeg ekstremt bekymret for, for så belønner man jo pludselig ikke den indsats, som folk gør, men deres hudfarve eller etnicitet. Det er et kæmpe problem, synes jeg,” siger Peter Kofod.

På politiuddannelsen er der lidt flere indvandrere end i selve korpset. Andelen svinger fra år til år, men i 2018 var 4,6 procent af de optagne eleverne indvandrere eller efterkommere af indvandrere.