Dansk Folkepartis spidskandidat til Europaparlamentsvalget, Peter Kofod, giver ikke meget for Venstres nye melding om, at de går ind for permanent grænsekontrol
Det er rent bluff, når Venstre nu erklærer, at partiet går ind for permanent grænsekontrol. Det mener Dansk Folkepartis spidskandidat til Europaparlamentsvalget, Peter Kofod, som ikke giver meget det forslag om ”intelligent kontrol” og reformering af Schengen-systemet, som Venstre med statsminister Lars Løkke Rasmussen i spidsen lancerede i mandags.
”Det er varm luft, intet andet. Et fupnummer. Når man borer ned i, hvad de mener med permanent grænsekontrol, så er det noget helt andet end det, der er nu. Det er noget med ny teknologi, selv om vi allerede har nummerpladescannere ved alle grænseovergange, og så skal den nuværende kontrol skaleres ned, hvilket i virkeligheden vil være det modsatte af permanent grænsekontrol. Og så vil man reformere Schengen-samarbejdet. Ja, det er fint, men det vil tage lang tid,” siger Peter Kofod.
“En moderne grænse”
Schengen er et samarbejde med det formål at skabe et fælles område uden indre grænser. Derfor tillades der som udgangspunkt ikke grænsekontrol, og Danmark skal derfor søge om dispensation hvert halve år til den nuværende kontrol ved den dansk-tyske grænse. Venstre har været erklærede modstander af grænsekontrol i mange år og var det også forud for sidste folketingsvalg i 2015. Men da Sverige indførte midlertidig grænsekontrol under flygtningekrisen i 2015, gik Venstre med til den midlertidige løsning, som blev indført 4. januar 2016.
Men nu siger Venstre altså, at de ønsker en permament kontrol. Som det hedder i det udspil, som partiet præsenterede i mandags, midt i valgkampen:
”Vi må erkende, at grænsen for det grænseløse Europa efterhånden er nået. Meget har nemlig ændret sig, siden Danmark for knap 20 år siden blev en del af Schengen-samarbejdet. Grænseoverskridende kriminalitet, asylansøgere og migranter på vejene og en øget terrortrussel gør, at vi nu er nødt til at erkende, at grænsekontrollen er kommet for at blive”.
Løsningen er ”en moderne grænse, hvor vi sikrer den fri bevægelighed for lovlydige danskere, samtidig med at vi gør det sværere for de kriminelle”. Derfor vil Venstre afsætte 50 millioner kroner til forskning i intelligente løsninger, ”som sikrer samme tryghed og kontrol, men hvor det også er muligt at krydse grænsen gnidningsfrit. Det kunne fx være bevægelsescensorer eller droner”.
Se venstres udspil her: Ny og bedre grænsekontrol
Men mange af de tekniske løsninger, som Venstre foreslår, indgår allerede i grænsekontrollen, siger Peter Kofod, der de sidste fire år har været DFs retsordfører i Folketinget:
”Nummerpladescanning? Tjek, det har vi. Videoovervågning ved alle grænseovergange? Tjek, det har vi. Baglandspatruljer? Tjek, det har vi. Bedre udrejsekontrol? Tjek, der har DF fået afsat 10 millioner kroner til en start på Finansloven,” siger Peter Kofod.
Venstre taler om det 21. århundredes løsninger. Er teknologi ikke vigtigere end bemandede grænseovergange?
”Selvfølgelig skal vi da bruge alle de teknologiske løsninger vi kan, men vi skal bare ikke være så blåøjede at tro, at nummerpladescanning er nok. Der skal også være en bemanding. Det ene udelukker ikke det andet. Jeg synes vi skal gøre det hele”.
EU kan rende og hoppe
Peter Kofod mener, at den nuværende grænsekontrol har været en stor succes. Takket være den, er der blevet pågrebet menneskesmuglere og beslaglagt mange våben. Derfor bør Folketinget bare vedtage at gøre den nuværende løsning permanent, uanset hvad EU siger, mener han.
”Jeg savner et svar fra Venstre og Socialdemokratiet. Hvad de vil gøre til efteråret, når den nuværende dispensation udløber? Vil de sige ’javel hr. kommissær’, hvis vi får nej. Eller vil de sige ‘I kan rende og hoppe, for det er Folketingets beslutning’. Jeg synes, de skal sige det sidste,” siger DFs spidskandidat.